- Opdateret 01/04/2022 kl. 19:06
Ørsted til Putin: Vi betaler ikke i rubler
Den danske energikoncern slår fast, at der ikke kan blive tale om at betale Rusland for gas i rubler. Ørsted vil nu danne fælles front over for Rusland med andre europæiske gaskøbere og myndigheder.
»Vi har ingen intention om at betale i rubler.«
Sådan lyder det fredag aften fra danske Ørsted på krav fra russiske Gazprom Export om at betale for gasleverancer i rubler.
De russiske myndigheder har i ugens løbs udstedt et dekret om, at andre lande skal betale for forsyningerne af gas i rubler. Det mens de indgåede kontrakter er indgået i vestlig valuta.
Gennem fredagen har der været forskellige meldinger om kravene, og hvad de indebærer.
Men til aften bekræfter Ørsted, der er den største danske aftager af russisk gas, at der er modtaget krav fra Gazprom Export. Det statsselskab fastslår, at der nu skal betales for gasleverancer i rubler.
»Vi har ingen intention om at betale i rubler. Vi er i tæt dialog med andre energiselskaber og myndighederne om et fælleseuropæisk respons,« skriver Ørsted.
Tidligere fredag skrev Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar om kravet fra Rusland, at »Danmark tager stærkt afstand fra, at Rusland egenhændigt forsøger at ændre bestående kontraktuelle forhold.«
Ministeriet skrev samtidig:
»På G7 energiministermødet den 28. marts blev det russiske krav om betaling i rubler afvist. Danmark er enig i at afvise kravet og koordinerer fælles reaktioner med vores allierede.«
Ørsted skriver i meddelelsen, at selskabet har »truffet en række foranstaltninger for at stoppe samarbejdet med russiske virksomheder.«
Det fremhæves bl.a. at de indført stop for »køb af biomasse og kul fra Rusland til selskabets kraftvarmeværker, og der indgås ikke nye kontrakter med russiske selskaber.«
Selskabet skriver desuden, at ville »donere et eventuelt overskud i 2022 efter skat og risikoafdækning fra Gazprom Export-kontrakten til humanitær hjælp i Ukraine, såfremt generalforsamlingen godkender forslaget på den kommende generalforsamling i april.«