Erhverv

100 mia. kr. er forduftet midt under historisk optur: Frygt for en økonomisk krise sender Mærsk-investorer mod udgangen

Risikoen for en nedtur i verdensøkonomien er stigende. Det har gjort investorerne nervøse for, at A.P. Møller-Mærsk snart får mindre at sejle med. Rederiet regner ellers selv med, at 2022 bliver endnu et gyldent år.

Artiklens øverste billede
Foto: Sina Schuldt/AP

A.P. Møller-Mærsk har tjent styrtende med penge under pandemien og har kurs mod endnu et gyldent resultat i år. Alligevel tror flere investorer, at festen er på vej mod en brat afslutning.

Den seneste uge er Mærsks aktie faldet som en sten, og kursen er nu nede med over 20 pct. siden årets begyndelse. Det svarer i runde tal til, at rederiet er blevet 100 mia. kr. mindre værd i løbet af 2022.

»Investorerne er bekymrede for, at efterspørgslen på varer kommer til at falde i den nærmeste fremtid. Derfor tager de sorgerne på forskud og sælger ud af Mærsk,« siger Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker hos Sydbank.

Forrige år leverede Mærsk det største overskud nogensinde for en dansk virksomhed, da rederiet tjente 118 mia. kr. Det resultat forventer rederiet i det store hele at gentage i år.

Men frygten for en verdensøkonomisk nedtur på grund af krigen i Ukraine og høj inflation fylder tilsyneladende mere hos mange aktionærer. De er bange for, at verdenshandlen går i stå og trækker Mærsk med ned, vurderer Sydbank.

»Fragtraterne er allerede faldet i flere uger, og de kan komme endnu længere ned, hvis efterspørgslen dykker hurtigere, end de fleste havde regnet med. Det er den frygt, som investorerne reagerer på,« siger Mikkel Emil Jensen.

Under nedlukningerne brugte især amerikanerne langt flere penge på varer, som skal sejles hjem fra Asien. Det gjorde det historisk dyrt at booke plads på et containerskib og fik rederiernes indtjening til at eksplodere.

Flere økonomer frygter imidlertid, at væksten kan gå i bakgear. Deutsche Bank forudser en recession i USA inden for to år, mens hjulene formentlig også vil køre langsommere i Europa.

De ellers brandvarme fragtrater har også vist svaghedstegn på det seneste år. Den gennemsnitlige pris for at få fragtet en container til søs er faldet med 15 pct. siden slutningen af februar, viser tal fra analysehuset Drewry.

Konsulentvirksomheden Xeneta, som rådgiver virksomheder om søfragt, advarer dog mod at overtolke prisfaldene.

»Jeg er ret sikker på, at rederierne kommer til at tjene endnu flere penge i år, end de gjorde i 2022,« siger chefanalytiker Peter Sand.

Han medgiver, at en haltende verdenshandel vil være skidt for Mærsk. Men flaskehalse i nøglehavne i USA og Europa og nye nedlukninger i coronaramte Kina betyder, at vi stadig er meget langt fra normalen.

»Jeg plejer at kigge meget mere på makroøkonomi, end jeg gør for tiden. Men det er faktisk ikke kun det, der driver priserne i øjeblikket. Det er alt det, der går galt i forsyningskæden, som betyder mest,« siger Peter Sand.

Flaskehalsene er især snævre i USA, hvor havnene har haft svært at håndtere de mange varer, som amerikanerne har købt. Fra 2019 til 2021 steg importen af varer til Nordamerika med 27 pct.

Men problemerne har også spredt sig til de europæiske havne, hvor containerne hober sig op. Der er desuden stadig store forsinkelser.

Kaosset har fået mange virksomheder til at indgå faste aftaler med rederierne, hvor de i det mindste er garanteret plads på skibene. Det er med til at holde hånden under priserne for Mærsk, påpeger Xeneta.

»Spotpriserne er faldet på de vigtige ruter, men priserne på de lange kontrakter er fortsat med at stige. De ligger nu omkring 10.000 dollars per container mod 4.000 dollars for et år siden. Så billedet er mere nuanceret end som så,« siger Peter Sand.

Netop Mærsk er blandt de rederier, som har haft størst held til at få deres storkunder over på lange aftaler. Rederiet forventer, at 70 pct. af volumen vil komme fra lange kontrakter i 2022 mod ca. 45 pct. før pandemien.

Mærsk har desuden sat fart under sin strategi om at løse hele transporten for kunderne frem for kun at stå for søfragten. Det vil sige, at rederiet nu også gerne vil stå for lagre, toldbehandling og landtransport.

Jeg er ret sikker på, at rederierne kommer til at tjene endnu flere penge i år, end de gjorde i 2022.

Peter Sand, chefanalytiker, Xeneta

Begge dele skal gøre den danske koncern mindre sårbar over for udsving i fragtraterne til søs, som har hængt i bremsen i lange perioder efter finanskrisen i 2008. Alligevel reagerer investorerne nu på frygten for faldende priser ved at sende Mærsk-aktien ned.

»Jeg tror som udgangspunkt, at der er tiltro til forvandlingen af Mærsk. Der er bare lang vej endnu, før koncernens landbaserede aktiviteter fylder lige så meget som sødivisionen,« siger Sydbanks analytiker Mikkel Emil Jensen.

90 pct. af Mærsks driftsresultat (ebit) kom fra containershipping i 2021.

Ifølge analysehuset Drewry har de globale containerrederier tilsammen tjent 190 mia. dollars på driften i 2021. I år ventes indtjeningen at blive endnu højere og lande på 200 mia. dollars. Det svarer til ca. 1.350 mia. kr.

Mærsk er ikke det eneste transportselskab, som er dykket på børsen i Danmark. Logistikselskabet DSV er også nede med over 20 pct. i 2022.

Mærsk har ikke ønsket at kommentere aktiens udvikling.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.