Lego og Epic Games går sammen om et metavers til børn
Et langvarigt partnerskab mellem den danske Lego-koncern og spiludvikleren Epic Games skal munde ud i et metavers til børn.
Sikkerhed, trivsel, privatliv og voksen kontrol.
Det er nogle af de vigtigste principper i et nyt samarbejde mellem Lego-koncernen og spilvirksomheden Epic Games.
I en pressemeddelelse annoncerer begge parter det nye partnerskab, som i grove træk går ud på at skabe en plads til børn i metaverset.
»Lego-koncernen har tryllebundet børn og voksne gennem kreativ leg i næsten et århundrede, og vi er glade for at mødes for at skabe et rum i metaverset, der er sjovt, underholdende og skabt til børn og familier,« siger Tim Sweeney, stifter og adm. direktør i Epic Games.
Epic Games står bl.a. bag det populære onlinespil Fortnite, der har vundet indpas hos børn såvel som voksne i løbet af de seneste par år.
Spilproducenten vil kombinere sin erfaring med digitale værktøjer og »medrivende verdener« med Legos mere end 90 års erfaring med udvikling af produkter til børn.
Det skal munde ud i en digital oplevelse for børn i alle aldre - men lige netop fordi at målgruppen er børn, og platformen er digital, er det vigtigt for både Epic Games og Lego, at sikkerheden er i orden.
»Vi har et ansvar for at gøre digital leg sikker, inspirerende og gavnlig for alle, og ligesom vi har beskyttet børns rettigheder til sikker fysisk leg gennem generationer, forpligter vi os til at gøre det samme i forbindelse med digital leg,« siger Niels B. Christiansen, der er adm. direktør i Lego-koncernen.
Planen er, at samarbejdet mellem de to skal være langvarigt, fremgår det af pressemeddelelsen.
Lego og Epic Games er imidlertid langt fra de eneste, der gennem den seneste tid har flirtet med tanken om lukrere på de muligheder, metaverset bringer med sig.
Bl.a. har Disney dedikeret et helt team til udelukkende at fokusere på at styrke metaverset.

