Millionerne ruller ind: Anerkendt ejendomsinvestor mangedobler overskuddet
M. Goldschmidt Holding, der er ejet af ejendomsinvestoren Mikael Goldschmidt, femdoblede resultatet efter skat i 2021. Fremgangen kom især fra Imerco og investeringer.
Ejendom betragtes som en af de sikreste investeringer, man kan lave. Men for den 65-årige ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt er det også en af de mest lukrative. Det viser et nyt regnskab fra M. Goldschmidt Holding.
Koncernen, som er fuldt ud ejet af Mikael Goldschmidt, femdoblede ifølge regnskabet resultatet efter skat fra 75 mio. kr. til 370 mio. kr. i 2021.
Det er det næstbedste resultat i koncernens historie, kun overgået af et overskud på 804 mio. kr. i 2005 præget af ekstraordinære indtægter.
Mens dagsværdireguleringer af ejendomme udgjorde 207 mio. kr. i 2021, hvilket var en lille stigning i forhold til året forinden, var driften ifølge M. Goldschmidt Holdings ledelse især med til at løfte koncernens resultat.
»Eksklusive dagsværdireguleringer udgør stigningen i driftsindtjeningen 30 pct., hvilket er markant over forventningen på minimum 10 pct. for året,« fremgår det af ledelsesberetningen.
Millionerne rullede især ind fra Imerco, som Mikael Goldschmidts holdingselskab ejer. Over de seneste to regnskabsår har den danske isenkræmmerkæde forbedret driftsindtjeningen med 98 mio. kr.
På samme tid bidrog børsintroduktionen af Aquaporin A/S og koncernens andre investeringsaktiviteter med 40 mio. kr. til koncernens resultat.
Lejeindtægterne fra M. Goldschmidt Holdings ejendomme steg desuden med 25 pct. fra omkring 120 mio. kr. til 150 mio. kr. Færdiggørelsen af Frederiksbro‐projektet i Hillerød, som involverer i 89 rækkehuse og 334 lejligheder, er ifølge det nye regnskab en af årsagerne til fremgangen.
I 2020 investerede koncernen 590 mio. kr. i projektet.
M. Goldschmidt Holding blev grundlagt af Mikael Goldschmidt i 1979, og over årene er koncernen vokset betragteligt. I dag ligger den inde med aktiver for over 8,5 mia. kr., mens hvoraf egenkapitalen udgør 3,2 mia. kr.
Koncernens væsentligste aktiviteter foregår gennem datterselskaberne M. Goldschmidt Ejendomme og Imerco Holding. Førstnævnte investerer i og udvikler bolig- og erhvervsejendomme i Storkøbenhavn og på Sjælland – og råder over en af de største privatejede ejendomsporteføljer i Danmark.
For to år siden trådte Mikael Goldschmidt ud af den daglige ledelse af M. Goldschmidt Holding og gjorde Søren Bjørn Hansen til adm. direktør, til fordel for bestyrelsesformand-stolen i koncernen. Ejendomsinvestorens børn, Anne Sofie Goldschmidt og Daniel Goldschmidt, er involveret i selskabet og forventes at skulle indtage rollen som »ansvarlige ejere«.
»Vi anser familieejerskabet som den allerbedste ejerform til at beskytte vore virksomheder og medarbejdere. Det har ligget mig meget på sinde at klargøre processen til, at mine børn – når de var klar – kan indtage rollen som ansvarlige ejere. Denne proces tager mange år, og jeg føler, at jeg bedst løser denne opgave ved selv at indtage rollen som formand for bestyrelsen i M. Goldschmidt Holding,« sagde Michael Goldschmidt dengang i et interview med branchemediet EjendomsWatch.

