Fortsæt til indhold

Ekspert: Prisstigninger kræver genopdragelse af kunderne

Store dele af erhvervslivet står med den udfordring, at generationer af forbrugere aldrig har oplevet inflation.

De stigende priser på råvarer vil tvinge virksomhederne til at sætte priserne kraftigt i vejret for at få dækket deres omkostninger. Spørgsmålet er om kunderne vil acceptere det. Foto: Miriam Dalsgaard
Erhverv

Mange virksomheder står over for generationer af forbrugere, der ikke for alvor har oplevet en høj inflation.

De seneste år er priserne ikke steget mere end lønningerne, men det har pludselig ændret sig.

Priserne stiger nu med rekordfart - især på energi. Alene i marts lå den danske inflation på rekordhøje 6 pct.

»I Danmark står store dele af erhvervslivet med den udfordring, at generationer af forbrugere ikke har oplevet stor inflation i deres levetid og derfor ikke umiddelbart forstår koblingen mellem råvarepriser, energipriser og prisen man som kunde skal betale for et produkt eller en ydelse,« siger Nicolai Broby Eckert, der er ekspert i prissætning hos Simon-Kucher & Partners.

På den anden side er inflationen nu så høj, at der ingen vej er udenom. Kunsten for virksomhederne er både at afbøde virkningerne af de stigende råvarepriser og samtidig fastholde et godt omdømme.

Det eneste man som virksomhed ikke kan gøre er at forholde sig passivt. Heller ikke selv om det gør ondt.

»Ind imellem hører vi det synspunkt, at det ikke er moralsk i orden blot at sende prisstigninger videre til kunderne. Jeg er lodret uenig. Selvfølgelig er det i orden, at kunderne betaler for den inflation, der er. Hvem skulle ellers betale regningen? De markante prisstigninger vil faktisk ofte være det eneste rigtige at gøre for at modstå inflationspresset,« siger Nicolai Broby Eckert og fortsætter:

»Hvis man som virksomhed vil overleve og garantere, at der er job og dermed økonomisk tryghed til medarbejderne også i fremtiden, er man nødt til at få dækket sine omkostninger. Hvis man i en tid med inflation ikke forhøjer sine priser, risikerer man gradvist at æde sin forretning op indefra, fordi salgspriserne ikke følger med omkostningerne.«

Den holdning er man enig i Arbejdernes Landsbank.

Ifølge banken, så ligger virksomhedernes producentpriser hele 35 pct. højere end for et år siden, og det gør livet dyrere for danske virksomheder.

»Det kommer de danske forbrugere til at opleve ved, at flere virksomheder vil hæve priserne over den kommende tid. I marts svarede knap 70 pct. af detailvirksomhederne, at de forventer at hæve priserne over de kommende tre måneder,« siger cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

Det er dog ofte nemmere sagt end gjort, ”bare” at hæve priserne, fordi kunderne ikke altid forstår baggrunden.

»I erhvervslivet bør man have en klar plan for, hvordan man skal gå i dialog med sine kunder om prisforhøjelser. Man bør på forhånd planlægge, hvordan man agerer i forhold til eventuel kritik af prisstigninger og følge sin strategi, når man eksekverer. Ændrede prisvilkår på råvarer og energi bør ikke i sig selv kunne give særligt udfordrende kunder ekstra prisfordele. Den slags hører hjemme i almindelige forhandlinger,« lyder rådet fra Nicolai Broby Eckert.

Artiklens emner
Inflation
Arbejdernes Landsbank