Q-Construction er gået konkurs
Efter en årrække med millionoverskud er det nu endt i en konkurs for entreprenøren Q-Construction. Tilmed kort efter en ny ejerkreds kom til og skød 30 mio. kr. ind.
I marts blev entreprenøren Q-Construction fra Aarhus kåret til ”Danmarks bedste arbejdsplads” i kategorien 20-49 medarbejdere af A Great Place to Work.
Nu er Q-Construction dog gået konkurs og efterladt de mere end 40 ansatte med en usikker fremtid. Konkursen fremgår af Statstidende og er blevet bekræftet af advokat Søren Christensen Volder fra Bech-Bruun, som er konkursboets kurator.
Ifølge Søren Christensen Volder skyldes konkursen uventet tilbagehold af betalinger.
»Der er bygherrer, som ikke har betalt deres faktura, dermed har Q-Construction manglet likvide midler til at betale deres underentreprenører og underleverandører,« siger han til Finans.
Q-Construction har i de seneste fem offentliggjorte regnskaber haft millionoverskud. Senest blev det i 2020 til et resultat efter skat på 7,1 mio. kr.
Tilsyneladende har økonomien dog ikke kørt helt på skinner op til konkursen, da Q-Construction så sent som i april kunne fortælle, at den fik ny ejerkreds, som skulle styrke kapitalgrundlaget. Ifølge Finans’ oplysninger blev der i den forbindelse skudt 30 mio. kr. ind i Q-Construction.
Ind kom velhavende investorer som Aarhus-udvikleren 1927 Estate og ejendomsmilliardæren Knud Laursen fra Hedensted, som blev hovedaktionær.
»Det er med stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at der på trods af et vanskeligt 2021, og en lige så udfordrende start på 2022, hvor branchen i kølvandet på corona nu også har fået en krig i Ukraine at forholde sig til, fortsat er så stor tiltro til Q-Construction i markedet, at det er lykkedes os at tiltrække nye partnere og rejse ny kapital til virksomheden,« sagde Lasse Kåre Olsen, der i marts tiltrådte som direktør i Q-Construction, i en pressemeddelelse i forbindelse med den nye ejerkreds.
Han mente, at den nye ejerkreds ville ruste Q-Construction godt til fremtiden.
»Det er samtidig væsentligt for mig, at de nye partnere vælger at investere i os, fordi de ser en god forretningsmulighed, og samarbejdsmuligheder til gavn for alle parter. Vores nye partnere driver deres egne meget stærke forretninger indenfor ejendomsbranchen,« sagde Lasse Kåre Olsen.
Q-Construction har været total- og hovedentreprenør på en lang række byggerier til den private, almene og offentlige sektor.