Fratrådt direktør modtager penge fra ombrust ejendomsfond resten af sit liv
FINGRENE I FONDSMIDLER: Advokat er sikret livsvarige udbetalinger på over 200.000 kr. årligt fra Drost Fonden, hvor han er tidligere direktør og formand. ”Et latterligt lille beløb i forhold til mit arbejde,” siger han. Erhvervsstyrelsen har bedt om en redegørelse fra fonden, der over for EjendomsWatch kalder det en ”almindelig” pensionsaftale.
204.000 kr. årligt resten af livet.
Det er den pensionsordning, som advokat Torben Heding Andersen fik i 2018, da han fratrådte i Drost Fonden, hvor han er tidligere direktør og bestyrelsesformand.
Det bekræfter advokaten selv over for EjendomsWatch, der i artikelserien ”Fingrene i Fondsmidler” har afdækket en række tvivlsomme forhold vedrørende inhabilitet, bestyrelsesvederlag og transaktioner til nærtstående parter i den erhvervsdrivende fond, som har ejendomme for mere end en halv milliard kroner.
”Jeg får en ophørspension fra Drost Fonden, fordi jeg har været direktør i en lang række år, og i den forbindelse har jeg udviklet fonden og tilført den millionstore indtægter,” siger Torben Heding Andersen til EjendomsWatch.
”Der er et månedligt beløb, der bliver udbetalt, fuldstændig som enhver anden pension. Jeg tror, jeg får et sted mellem 15 og 20.000 kr. Et latterligt lille beløb i forhold til mit arbejde,” fortsætter han.
Og det gør du indtil din død?
”Indtil jeg dør, og når jeg dør, skulle det gerne være sådan, at det overtages af min ægtefælle,” siger den 75-årige advokat.
Ordningen er omtalt i Drost Fondens årsrapporter fra 2018 og frem som en ”livsvarig rentenydelse” til ”en person født 1946”. Denne post har fanget opmærksomheden hos fondstilsynet, der har bedt fonden om at redegøre for, hvem denne person er.
”Bestyrelsen bedes samtidig redegøre for, hvorfor disse uddelinger ikke fremgår af fondens legatarfortegnelser,” skriver Erhvervsstyrelsen i et brev til Drost Fonden 5. maj 2022, med henvisning til den lovpligtige fortegnelse over modtagere af uddelinger som erhvervsdrivende fonde skal sende til styrelsen samtidig med årsrapporten.
Fik millioner ved fratrædelse
Det er ikke første gang, at Torben Heding Andersens aflønning er i EjendomsWatchs søgelys. Senest, i april 2022, kunne mediet bringe historien om, at advokaten i forbindelse med sin fratrædelse som bestyrelsesformand i 2018 havde modtaget 4 mio. kr. af Drost Fonden for at have varetaget fondens aktieinvesteringer.
Det skete, selvom Torben Heding Andersen allerede i 2017 havde modtaget 1,2 mio. kr. for denne formueforvaltning og dertil kommer flere hundrede tusinder i årene forinden. Også dette forhold har Erhvervsstyrelsen bedt fonden om at redegøre for.
”Bestyrelsen skal i den forbindelse redegøre for, hvilken modydelse fonden har modtaget i relation til ovenstående, herunder i relation til at bestyrelsen i forvejen havde indgået en formueforvaltningsaftale med Torben Heding Andersen den 14. september 2017, hvor det bl.a. i årsrapporten for 2017 fremgår, at Torben Heding Andersen modtog 1,2 mio. kr. for varetagelsen af fondens formueforvaltning,” skriver Erhvervsstyrelsen til Drost Fonden i brevet fra 5. maj.
Jeg har bestemt ikke fået en højere indtjening end andre erhvervsdrivende fonde – tværtimod så står jeg for moderationTorben Heding Andersen, tidligere direktør og bestyrelsesformand i Drost Fonden
Selv mener Torben Heding Andersen ikke, at der er noget at komme efter i relation til hans aflønning. Han fremhæver, at hans arbejde som formueforvalter har medført ”helt fantastiske resultater,” og at han derfor har fået en ”nogenlunde rimelig honorering.”
”Jeg har skaffet et afkast til fonden ved at sidde – minut for minut – og overvåge aktieinvesteringerne. Det drejer sig om tusindvis af dispositioner, køb og salg samme dag, for at opnå den form for resultater. Og det er vi kun unikt få mennesker i hele Danmark, der overhovedet forstår,” siger Torben Heding Andersen til EjendomsWatch.
Han henviser til, at både honoraret for formueforvaltning såvel som pensionsordningen er helt i tråd med de aftaler, der har været, mellem Drost Fonden og ham selv.
”Der har jo hele tiden – helt tilbage til da fonden blev stiftet – været løbende aftaler. Det er jo ikke et amatørforetagende, det her,” siger Torben Heding Andersen og tilføjer, at han mener, at EjendomsWatch fremstiller sagen ”på en urigtig måde med henblik på at drage andre menneskers fuldt loyale arbejde i tvivl.”
”Jeg har bestemt ikke fået en højere indtjening end andre erhvervsdrivende fonde – tværtimod så står jeg for moderation,” siger han.
Fondsledelse glider af på kritik
EjendomsWatch har rettet en serie spørgsmål vedrørende Torben Heding Andersens pensionsordning til Drost Fondens nuværende ledelse ved bestyrelsesformand Christian Gangsted-Rasmussen og direktør og bestyrelsesmedlem Morten Heding Andersen, der er søn af den tidligere direktør.
Morten Heding Andersen er vendt tilbage i en mail, hvor han ikke svarer på de konkrete spørgsmål, men udtaler sig generelt:
”Drost Fonden har før undertegnede og fondens nye formand tiltrådte, indgået to aftaler om pension som led i ansættelsesforhold, ligesom fonden har forpligtet sig til at yde en livsvarig ydelse til en person i henhold til testamentarisk erklæring fra stifteren Svend Erik Drost. Alle tre aftaler ligger flere år tilbage i tiden, og fonden indgår ikke længere aftaler af denne type,” udtaler direktøren.
”Det er fondens opfattelse, at aftalerne var markedskonforme, på det tidspunkt de blev indgået, herunder at vilkåret om pension i de to ansættelsesaftaler var almindelige for den konkrete type stilling. Af disse oprindeligt tre forpligtelser resterer de to stadig,” fortsætter han.
”Fonden hverken vil eller må offentliggøre navnene på pensionsmodtagere eller legatarer til andre end relevante myndigheder. Fonden er i øjeblikket i dialog med Erhvervsstyrelsen og kommenterer ikke på den dialog,” slutter Morten Heding Andersen.

