Den dyreste kamp i klubfodbold spilles dagen efter Champions League-finalen
Der er flere penge på spil, når Huddersfield Town og Nottingham Forest søndag spiller om at rykke op i Englands bedste række, end når Liverpool og Real Madrid lørdag aften mødes i Paris.
Der er mere på spil end prestige og en pokal, når Real Madrid og Liverpool FC lørdag aften skal afgøre denne sæsons udgave af Champions League.
For sin indsats gennem hele indeværende udgave af Champions League står Liverpool ifølge en række britiske medier til at kunne stikke omtrent 813 mio. kr. i foret, hvis klubben løber med sejren i aften. Størstedelen af de penge har klubben allerede sikret sig ved at nå finalen.
Real Madrid kan som følge af tidligere succeser i turneringen ende med en lidt større præmiepulje på hele 892 mio. kr.
Men samme weekend spilles en kamp i europæisk klubfodbold med endnu flere penge på højkant. Det drejer sig om oprykningskampen i den næstbedste engelske række, Championship.
Søndag spiller Huddersfield Town og Nottingham Forest om at rykke op i den bedste engelske række, der af mange anses for at være den bedste fodboldliga i verden, Premier League.
Når de to hold mødes på Wembley i London, er der ifølge revisions- og konsulenthuset Deloitte tale om den finansielt set største fodboldkamp i verden.
Deloitte’ Sports Business Group har regnet sig frem til, at vinderen af oprykningskampen kan se frem til næsten 1,5 mia. kr. mere i indtægter over de næste tre sæsoner.
»Wembley er i denne weekend vært for kampen med den mest lukrative præmie i fodboldens verden. Det hold, der rykker op, nyder godt af betydelige økonomiske gevinster, som kan give nye spilleransættelser, stadionforbedringer og meget mere,« siger Tim Bridge, direktør i Deloittes Sports Business Group, i en kommentar til analysen.
Det beløb stiger til over 2,6 mia. kr., hvis den klub, der rykker op, også har held nok til at overleve sin første sæson i Premier League. I den sæson af Premier League, der netop er overstået, var det blandt de tre oprykkerklubber kun Brentford FC, der evnede ikke prompte at rykke ned igen.
»Søndagens kamp er nøglen til at genindtræde i den bedste engelske fodboldrække, men den hårdere kamp kommer siden: at forblive i den,« lyder det fra Tim Bridge.
Især indtægter fra kampe vist på tv udgør en stor del af Premier League-klubbernes omsætning.