Ansatte krævede merbetaling for omklædning til varmt arbejdstøj: Nu har en dommer afgjort lønstriden
Den 2. maj satte en voldgift punktum i en strid mellem ansatte og en virksomhed om løn for 10 minutter daglig brugt på bl.a. at klæde om til termoundertøj og varmt arbejdstøj.
Skal virksomheder betale ekstra for ansattes omklædning til arbejdstøj? Det har en ny voldgiftskendelse netop taget stilling til.
Den aktuelle sag, som DI omtaler i et nyhedsbrev, handlede om medarbejdere på et lager, hvor temperaturen er så lav, at medarbejderne er nødsaget til at iføre sig termoundertøj og varmt arbejdstøj, inden dagens arbejde går i gang.
Omklædningsritualet tager ca. 5 minutter i hver ende af arbejdsdagen.
»Medarbejderne anførte, at omklædningen burde betragtes som en del af arbejdstiden, og at virksomheden derfor burde acceptere, at de stemplede ind forud for omklædning til arbejdstøj og stemplede ud efter omklædning til privat tøj,« skriver DI om sagen, som erhvervsorganisationen ikke var involveret i.
Virksomheden mente derimod, at tiden brugt på omklædning var for medarbejdernes egen regning.
Som en del af overenskomsten på stedet er det således aftalt, at virksomheden kvit og frit stiller arbejdstøj til rådighed for de ansatte, mod at tøjet forbliver på virksomheden.
Den aftale kræver til gengæld, at de ansatte nødvendigvis skifter til og fra arbejdstøj på virksomheden, lød et af virksomhedens argumenter i sagen.
Samtidig henviste virksomheden til, at omklædning på stedet har været anset for at være ulønnet siden 1969, fordi overenskomsten bl.a. tager højde for tid brugt på omklædning, når der er løbende er aftalt aflønning for de ansattes effektive arbejdstid.
Voldgiftsdommeren afsagde sin kendelse i sagen den 2. maj. Her lød det, at når der stilles krav om, at omklædning skal ske på virksomheden, anses den brugte tid som udgangspunkt for arbejdstid.
Alligevel endte forbundet, som førte sagen på medarbejdernes vegne, med at tabe sagen.
»Hvad aflønning for denne arbejdstid angår, er der dog ikke noget i vejen for, at der kan indgås aftale om, at timelønnen for tiden i produktionen også omfatter tid brugt på omklædning,« fremgår det af DI-omtalen.
Ifølge DI henviste dommeren yderme til, at betaling for omklædning på den pågældende virksomhed historisk har været betragtet som en del af medarbejdernes sædvanlige timeløn, idet punktet aldrig tidligere har givet anledning til tvister.
Det blev af voldgiftsdommeren set som et tydeligt tegn på, at den aftalte løn indeholder betaling for tiden brugt på omklædning. Derfor endte striden uden ekstra betaling til lagerarbejderne for den daglige omklædning til og fra arbejdstøj.



