Fortsæt til indhold

Tiger Woods rammer milliardærstatus i USA

I ti år i træk var Tiger Woods den bedste betalte sportsstjerne i verden. I år er han nummer 14 på listen - men kan til gengæld kalde sig dollarmilliardær for første gang nogensinde.

Tiger Woods kan langt om længe kalde sig milliardær i USA. Foto: John Amis/AP
Erhverv

Han har længe været betegnet som milliardær i danske kroner, men nu kan den 46-årige golfstjerne Tiger Woods langt om længe også bryste sig af titlen dollarmilliardær.

En titel, som tilmed gør ham en del af en ellers meget lille klub af såkaldte billionaire athletes.

Det skriver erhvervsmediet Forbes.

Efter mediets beregninger er golfspilleren nu god for lidt over 1 mia. dollars - altså ca. 7 mia. danske kroner.

Og det er der, så vidt man er bekendt med, kun to andre sportsudøvere, der har opnået indtil videre - basketballstjernerne LeBron James og Michael Jordan

Tiger Woods har, ifølge Forbes udregninger, i løbet af sin 26-årige karriere samlet set tjent knap 12 mia. kr. både på- og uden for golfbanen.

Ud over sin golfkarriere driver stjernen nemlig også bl.a. en eventvirksomhed, en restaurant og en virksomhed, der specialiserer sig i design af golfbaner.

Det anslås, at han lige nu tjener mindre end 10 pct. af sine penge på banen, men derimod som reklamesøjle for brands som f.eks. Rolex, Nike og energidrikken Monster Energy.

Aktuelt er Tiger Woods den 14. bedst betalte sportsudøver i verden - en liste han ellers toppede ti år i træk fra 2002 til 2012.

Da golfspillerens indtjening var på sit højeste, skrabede han mere end 700 mio. kr. sammen om året.

Artiklens emner
Tiger Woods