Fortsæt til indhold

Nu lukker Starbucks måske toiletterne for sine gæster

Psykisk syge personer er blevet så stort et problem i USA ifølge Starbucks´ topchef, at man overvejer at lukke cafeens kundetoiletter.

Foto: Bloomberg/Gabby Jones
Erhverv

Der kan blive god grund til at tisse af hjemmefra eller holde igen med overdrevent kaffedrikkeri, når kunderne fremover vælger at gå ind og få kaffe på Starbucks-kædens cafeer. I hvert fald som amerikaner.

Kæden overvejer nemlig at lukke alle kundetoiletter i sine 9.000 amerikanske cafeer, skriver CNN Business.

Det sagde Starbucks topchef Howard Schultz på en konference torsdag i New York, ifølge CNN Business som citerer avisen New York Times.

Kæden åbnede ellers toiletterne for alle i 2018 efter en episode, hvor to sorte amerikanere blev nægtet adgang til toilettet, mens de ventede på en ven, og efterfølgende blev arresteret.

Episoden kastede Starbucks ud i en kæmpe shitstorm, hvor selskabet blev tvunget til at undskylde offentligt. Man valgte samtidig efterfølgende at åbne op for toiletterne for alle.

»Hos Starbucks må ingen få fornemmelsen af at blive nægtet adgang til toilettet, fordi de er mindre værd. Vi vil have du skal føle dig mere værd,« sagde Howard Schultz ifølge CNN Business tilbage i 2018, hvor han på det tidspunkt var bestyrelsesformand for selskabet.

Nu har tonen så alligevel fået en anden lyd - nu gælder det sikkerheden. For ifølge Schultz er mentalt udfordrede personer blevet så stort et problem i samfundet, at det risikerer at gå ud over medarbejderne og de øvrige kunders sikkerhed, når kundetoiletterne står åbne til fri afbenyttelse.

Derfor kan det ifølge CNN være et spørgsmål om tid, før man skal have husket at besørge inden man bestiller kaffe i en amerikansk Starbucks.