Det dér fodboldlandshold er de godt nok vilde med

Det er landsholdet, det er Danmark, og holdet kan spille på hvilket som helst tidspunkt i ugen, det kan spille nat eller dag, det kan spille på Månen eller hvilken som helst planet, folk skal nok være der, når kampen fløjtes op, klædt i røde bluser.

»Danskerne er blevet helt vilde med det dér fodboldlandshold,« som en ung kvinde på cykel henkastet bemærker til sin mandlige ledsager, da de holder for rødt ved Trianglen på vej i den forkerte retning, væk fra Øster Allé og Parken, landsholdets hjemmebane, hvor der mandag aften er udsolgt, akkurat som fredag aften, og det i sig selv er ret bemærkelsesværdigt. Modstanderen i Nations League er Østrig, og med al respekt for østrigsk landsholdsfodbold, er det ikke dem, tilskuerne er kommet for at se.

Mandag aften er det, bortset fra et par uger, 30 år siden, at Danmark vandt EM i Sverige i 1992, på tilskuerpladserne løfter de røde og hvide plasticstykker i vejret, da de to hold trasker på banen, tilsammen danner det et kolossalt ”1992” og ”30 år” på tribunerne, samarbejde og koordination og 35.000, der synger nationalmelodien.

Det kan godt ske, at de danske spillere nærmer udmattelse efter tre kampe på 10 dage, men den slags må give vinger, fart i støvlerne og store smil, lyst til at spille fodbold, bag det danske mål synger de, at Østrig er en ”Forstad til Tyskland, I er en forstad til Tyskland” og der spilles med hæl og tå, Andreas Skov Olsen laver en tunnel på en østriger, sender Andreas Cornelius afsted i højre side, han sigter efter Joakim Mæhle modsat, men kantspilleren kikser i hovedstød, men kort efter er han dér igen, Joakim Mæhle, han er fri for enden af Joachim Andersens diagonale aflevering, faktisk kan Mæhle selv skyde, men han triller bolden skråt tilbage til Jonas Wind, 1-0, ekstase i Parken, det er den slags, de vil have, der er yndigt land, som de synger igen, helt uden akkompagnement eller iscenesættelse, men bare fordi, de har lyst.

Det går stærkt, da Andreas Skov Olsen skubber bolden ind til 2-0 efter 37 minutters spil, Andreas Christensen vinder en duel i luften, Andreas Cornelius bugserer bolden hen til Jonas Wind, der ser Skov Olsen i galop i højre side af feltet, flødefod, creme de la creme, sværere behøver det ikke at være, østrigerne kan få en aften som det daggamle kuvertbrød, ingen rigtigt gider sætte tænderne i.

I begyndelsen af anden halvleg humper publikumsfavoritten Joakim Mæhle ud, ind kommer Jens Stryger Larsen, og hver gang, bolden er for hans fødder, råber de ”Skyyyydd!”, for folk kan sagtens huske Jens Stryger Larsens følte inderside, der afgjorde sidste uges kamp i Wien.

Udefra ser det lidt mærkeligt ud, at Philip Billing – en central midtbanemand – afløser Andreas Skov Olsen, når landstræneren har en mere decideret kantspiller i Robert Skov at kyle ind, men hva’, nu sejler de op ad åen igen, og sørme om ikke netop Philip Billing er ved at lave et mål til 3-0 efter flere af de fine førstegangspasninger, som danskerne i perioder folder sig ud med.

Larmen tager til, da der er 20 minutter tilbage at spille, for ude ved linjen står en spiller med nummer 10 på ryggen, hans navn begynder det taktfast at råbe, mens han tripper og får tjekket sine støvler af fjerdedommeren.

Folk rejser sig i Parken, ind kommer Christian Eriksen, klapsalver og jubelbrøl mod den lyseblå aftenhimmel i hovedstaden, Pierre-Emile Højberg, det er næsten umenneskeligt med tanke på, at han spiller sin kamp nummer 59 i denne sæson, og da han vælger at skyde fra en spids vinkel i stedet for at lave den oplagte cutback-aflevering, er han tilgivet, for hvis ikke han skulle, hvem skulle så.

Til sidst er der ikke flere kræfter at hive frem, resten er boldbesiddelse, sikre afleveringer langs græsset lige indtil Christian Eriksen sætter et angreb i scene og sparker på den ene opstander, i en pause forsøger Jonas Wind at undgå krampe, han strækker ud efter en imponerende indsats, det er han ikke ene om, og det smitter af, for tilsyneladende er danskerne blevet vilde med det dér fodboldlandshold, de synger dem på ferie, og de kan ikke vente med at se dem igen.