Nu erstatter robotter tjenerne på Bella Italia-restaurant i Storbritannien
I mangel på personale tænker mange virksomheder i alternative baner - det gælder også restaurationsbranchen.
Først var det corona, der pressede restaurationsbranchen til det yderste, fordi kunderne forsvandt og kun måtte være derhjemme.
Nu er det manglen på arbejdskraft, der får restauranterne til at søge nye græsgange i forsøget på at betjene kunderne, som er vendt talstærkt tilbage efter genåbningen af samfundene.
Således har den britiske restaurantkæde Bella Italia måttet erkende, at det er så svært at finde medarbejdere, at man har måttet tænke ud af boksen. Og her kommer Bellabot så ind i billedet, skriver britiske The Guardian.
Bellabot er en aflang robot på hjul, der kan bære op til 40 kg på fire bakkearme placeret på siden, og som den kan servere med - dog med lidt hjælp fra kunderne, skriver Guardian. Bella Italia-kæden, der er ejet af selskabet Big Hospitality Group, har til at starte med valgt at bruge Bellabot som forsøg på en restaurant i Center Parcs Whinfell Forest i den britiske region Cumbrien.
Dermed er Bella Italia den første landsdækkende restaurantkæde, der forsøger sig med robotter i serveringsdelen. Robotten som produceres af kinesiske Pudu bliver dog ifølge importøren i Storbritannien allerede brugt andre steder i servicebranchen på f.eks. hoteller og i poolhaller.
Ligesom herhjemme er mangel på arbejdskraft i mange brancher også et problem i Storbritannien - ikke mindst også fordi Brexit har betydet, at mange udenlandske medarbejdere er rejst hjem. Ifølge The Guardian vurderes det, at omkring 10 pct. stillingerne i restaurationsbranchen er ubesatte.