Fagforening afviser Rolls-Royce-tilbud om 17.000 kr. i kontant bonus
Tilbuddet er for ringe i forhold til stigningen i leveomkostningerne, siger Unite, der repræsenterer 11.000 ansatte.
Unite, der er den største fagforening hos den britiske producent af flymotorer, Rolls-Royce, har afvist koncernens tilbud om en kontant bonus på 17.000 kr. eller 2000 pund.
Unite repræsenterer 11.000 ud af de 14.000 ansatte hos Rolls-Royce, og den mener, at de 17.000 kr. i bonus er alt for lidt i forhold til den stigning i leveomkostningerne, som arbejderne har været udsat for, skriver BBC.
Tilbuddet om en engangsbonus skulle kompensere for de stærkt stigende omkostninger som arbejderne har oplevet i Storbritannien med en inflation på over 9 pct.
Det har udhulet deres realløn og gjort det svært for mange almindelige arbejdere, at få pengene til at slå til.
Det var ellers meningen, at de første 3000 medarbejdere skulle have haft deres engangsbonus med augustlønnen, og resten skulle følge efter senere.
Kompensationen på de 17.000 kr. omfatter de nedre ledelseslag (junior management, red.) samt alle produktionsmedarbejdere.
Unite siger, at tilbuddet ”er langt under de reelle leveomkostnings udfordringer, som vores medlemmer oplever”.
Ifølge den regionale repræsentant for Unite, Paresh Patel, forhandler fagforeningen fortsat med Rolls-Royce om dels kompensationens størrelse samt om kommende lønstigninger.
Rolls-Royce har udover engangsbeløbet tilbudt sine ansatte en stigning i lønnen på 4 pct. Også det tilbud har Unite afvist som værende for lavt.
Problematikken med de stigende leveomkostninger og presset på løndannelsen, er ikke unik for Rolls-Royce.
Tidligere har Lloyds Bank tilbudt sine ansatte en engangskompensation på 1000 pund for at afbøde de ansattes stigende leveomkostninger, og det er ifølge BBC en tendens.
Virksomhederne vil hellere tilbyde en kompensation i form af en bonus frem for en generel lønstigning.
En bonus er, set fra virksomhedens synspunkt, en engangsomkostning, mens en generel lønstigning vil belaste virksomhedens omkostninger mange år ud i fremtiden.