- Opdateret 24/06/2022 kl. 14:46
Politisk aftale: Fond får 53,5 mia. kr. til investeringer i grøn omstilling
Fonden skal investere i den grønne omstilling og får over 50 mia. kr.
Et politisk flertal henover midten har indgået en aftale om at etablere en grøn investeringsfond på over 50 mia. kr.
Det oplyser regeringen på et pressemøde i Finansministeriet.
Regeringen har indgået aftalen med Venstre, de Konservative, de Radikale, SF og Enhedslisten.
De 50 mia. kr. skal investeres frem til 2040, og klimaminister Dan Jørgensen fortalte, at fonden har to formål. Dels skal den sikre, at Danmark bliver fri af russiske gas og olie. Dels skal den sikre, at Danmark kan nå sine klimamål.
»Begge formål kan ikke opnås fra den ene dag til den anden, og de kræver ganske store investeringer. Derfor er det utroligt glædeligt, at et bredt flertal er blevet enig om en varig substantiel økonomisk håndsrækning til den grønne omstilling,« sagde Dan Jørgensen.
Klimaministeren pegede specifikt på skovrejsning, udvikling af nye grønne teknologier og CO2-fangst som potentielle investeringsmuligheder for fonden.
Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at der samlet set afsættes 53,5 mia. kr. til investeringer fra 2024 til 2040.
Finansieringen skabes gennem en fremrykning af pensionsbeskatningen ved at hæve aldersopsparingens lave indbetalingsloft fra 5.500 kr. kr. til 8.500 kr.
Der reserveres 1,5 mia. kr. til fonden i 2024 og 3,25 mia. kr. årligt fra 2025-2040.
Aftalen bliver hilst velkommen af Dansk Erhverv.
»Hvis Danmark skal blive rigere af en grøn skattereform, og hvis vi skal sikre flere arbejdspladser, er det nødvendigt med balance i aftalen, så det både bliver dyrere at forurene, men så virksomhederne samtidig får øgede incitamenter til at foretage de rette grønne investeringer. Det vil ikke bare gøre Danmark grønnere, men også rigere,« siger direktør Brian Mikkelsen.
Senere i dag præsenterer regeringen endnu en aftale om en grøn skattereform, herunder en CO2-afgift.
Også brancheorganisationen F&P (Forsikring & Pension) tager positivt imod aftalen:
»Vi er klart positive over for oprettelsen af en grøn fond, og samtidig er finansieringen godt og rigtigt tænkt. Det betyder, at flere helt almindelige lønmodtagere kan få mere ud af at spare op, og vi samtidig frigiver penge til staten som kan bringes i spil til grønne investeringer nu og her,« siger adm. direktør Kent Damsgaard.
I Cepos påpeger cheføkonom Mads Lundby Hansen, at finansiering sker ved at fremrykke beskatning, hvorved man tærer på holdbarheden af de offentlige finanser.
»Jeg er meget kritisk over for den grønne fond. Vismændene har vist at der er op til 4 gange dyrere at håndtere CO2-udledningen via tilskud til virksomheder frem for en ensartet CO2-afgift,« siger han.
Også SMVdanmark er kritisk over for at lave en ordning, der er baseret på tilskud frem for fradrag.
»Tilskud er komplicerede at søge og kræver omfangsrig dokumentation, hvorfor de mindste virksomheder afstår. Tilbage er en ladeport for store virksomheders lobbyister, der kan kæmpe om pengene, som typisk så lander i de store forureneres lommer,« siger vicedirektør Mia Amalie Holstein.
Aftalen omfatter desuden en særlig ældrecheck på 5000 kr., der skal hjælpe pensionister til at imødegå stigende priser.