Energinet skruer på prisen: Lussing på vej til 420.000 gaskunder
Regningen for at drive det overordnede gasnet vokser med mere end 1 mia. kr. Pengene hentes ved at skrue op for gaskundernes betaling til Energinet.
Energikrisen betyder rødglødende gaspriser og milliardstore ekstraregninger til 420.000 virksomheder og private gaskunder. På toppen af det kommer nu en ny milliardregning fra Energinet.
Den 1. oktober hæver den statsejede energikæmpe prisen markant for at transportere gassen rundt.
Energinet oplyser til Finans, at den samlede regning til gaskunderne i indeværende afregningsår, der løber frem til den 1. oktober, lyder på 517 mio. kr. I det kommende år lyder regningen på 1,6 mia. kr. – en stigning på mere end 200 pct.
»Der er tale om en ganske kraftig stigning, der rammer danske gasforbrugere, som i forvejen er ramt af store prisstigninger på gas,« erkender Jeppe Danø, vicedirektør i Energinet med ansvar for el- og gasmarkedet.
Erhvervslivet står for ca. 25 pct. af Danmarks gasforbrug med fødeindustrien som en af de absolutte storforbrugere.
»I fødevareerhvervet er vi stærkt bekymrede for den voldsomme tarifstigning, da den vil svække fødevarevirksomhedernes konkurrenceevne. Det er samtidig ekstra problematisk, at det sker i en tid, hvor energipriserne i forvejen er meget høje, og hvor gasforsyningssituationen i EU er kritisk som følge af krigen i Ukraine,« siger Flemming Nør-Pedersen, konstitueret adm. direktør i landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.
Den galopperende regning tager afsæt i nye regler vedtaget af Folketinget i 2020, som ændrer afgørende på opgørelsen af regningen til gaskunderne.
I fødevareerhvervet er vi stærkt bekymrede for den voldsomme tarifstigning, da den vil svække fødevarevirksomhedernes konkurrenceevne.
Mens virksomheder og private gaskunder i dag betaler en pris svarende til Energinets reelle udgifter ved at drive gasnettet, skal kunderne næste år betale 5,5 pct. i rente af alle de aktiver, som Energinet har bogført i sin gasforretning.
»Det nye forrentningselement er en væsentlig del af forklaringen på, at tarifferne stiger,« siger Jeppe Danø om tarifbetalingen for kundernes løbende gasforbrug, der stiger 50 pct.
I Dansk Erhverv er man positiv over for den nye regulering af Energinet, men kalder timingen elendig.
»Det afgørende er, hvad dette kommer til at betyde for gaskunderne. Derfor vil vi holde skarpt øje med, hvordan priserne kommer til at udvikle sig,« siger Ulrich Bang, markedschef for klima, energi og miljø.
De stigende priser rammer i første omgang gasselskaber, der lejer sig ind på det overordnede gasnet. Selskaberne sender så regningen videre til gaskunderne som en del af de løbende gaspriser.
For en typisk privatkunde venter Energinet en stigning i den årlige betaling på 115 kr., SMV-kunder ventes at blive ramt af et gennemsnitligt prishop på 269.000 kr., mens store gaskunder i snit står til en merbetaling på knap 2,5 mio. kr.