Amazon, Apple og American Express hjælper ansatte med abort: En række amerikanske virksomheder går imod højesterets beslutning
Mange store amerikanske virksomheder stiller sig på hælene efter omstødelsen af loven, der indtil nu har sikret kvinder retten til abort.
Efter USA’s højesterets nylige beslutning om at omstøde loven Roe v. Wade, der har givet kvinder ret til abort i knap 50 år, kommer en række amerikanske virksomheder nu med modtræk.
Omstødelsen åbner for, at delstaterne kan forbyde eller begrænse abort. Det har fået nogle af USA’s største virksomheder som JPMorgan, Apple, Meta (selskabet bag Facebook) og en lang række andre til at tilbyde økonomisk hjælp til de ansatte, hvis de får brug for en abort.
Mange af staterne er nemlig i gang med at forbyde abort. Omkring halvdelen af de 50 stater ventes at ville stramme reglerne, og 13 af dem har allerede formuleret et udkast til stramningerne.
Blandt de utilfredse virksomheder er tøjmærket Patagonia og koncertarrangøren Live Nation Entertainment, der begge har sagt, at de vil stille kaution til ansatte, hvis de bliver arresteret under en protestaktion.
Hos Patagonia dækker udmeldingen både fuldtids- og deltidsansatte, der »fredeligt protesterer for reproduktiv retfærdighed«. Det skriver Bloomberg.
Tøjmærket har lovet også at betale for rejser, logi og mad til medarbejdere, der har en sundhedsforsikring gennem virksomheden, og som har brug for at få en abort.
Live Nation Entertainment skriver i et Instagram-opslag med titlen ”We Stand With Women”, at selskabet også vil dække omkostninger for kvinder, der har brug for at rejse til en anden stat for at få en abort.
Herudover er budskabet, at man støtter aktivisme og vil dække omkostningerne til kaution for ansatte, der bliver anholdt for at have demonstreret fredeligt.
Koncertarrangøren samarbejder også med kunstnere om at bekæmpe afgørelsen. Bl.a. har den valgt at matche en donation fra rapperen Lizzo på 500.000 dollars, der skal gå til NGO’en Planned Parenthood og arbejdet for abortrettigheder.
Patagonia og Live Nation Entertainment er blot et par af de mange amerikanske virksomheder, der nu viser modstand mod højesterets beslutning.
Bloomberg har udarbejdet en liste over amerikanske virksomheder, der har valgt at hjælpe deres medarbejdere, hvis de skulle komme i en situation, hvor de får brug for at få en abort.