Fortsæt til indhold

Bundlinjen skrumper hos Frank Hvam

Skuespiller og komiker Frank Hvam har tjent noget mindre end i tiden før coronakrisen, men kan stadig fremvise en solid bundlinje.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Erhverv

Millionerne ruller stadig ind hos Klovn-komikeren Frank Hvam - men ikke helt i samme tempo som tidligere.

Regnskabet for Frank Hvams selskab Kvabs ApS viser nemlig en betydelig nedgang i både bruttofortjeneste og årsresultat.

I 2021 landede resultatet således på 2,8 mio. kr. mod knap 4,8 mio. året forinden.

Begge år ligger dog betydeligt lavere end 2019, som var det sidste år, inden coronakrisen ramte landet - og især hele underholdningsindustrien - som en knytnæve.

I 2019 viste bundlinjen nemlig et resultatet på hele 6,7 mio. kr.

Bruttofortjenesten i 2021 var 4,3 mio. kr., hvilket er mere end 6 mio. kr. lavere end fortjenesten i 2019, der lød på 10,85 mio. kr.

På trods af den faldende bundlinje, er Frank Hvam dog stadig i stand til at give sig selv en ganske pæn hyre.

Af regnskabet fremgår det, at Frank Hvam har trukket 1,7 mio. kr. ud til sig selv i udbytte. Og det er altså oven i den løn som Kvabs ApS har udbetalt til ham. I regnskabet lyder posten på personaleomkostninger på 1,5 mio. kr. Der er pt. to ansatte i virksomheden.

Frank Hvam fik sit gennembrud med Casper og Mandrilaftalen, der kørte på DR2 i 1999. Siden har han medvirket i flere produktioner som både skuespiller, standupkomiker og manuskriptforfatter.

Han er formodentlig mest kendt i rollen som Frank i serien Klovn, hvor han sammen med Casper Christensen udsætter publikum for den ene tåkrummende oplevelse efter den anden.

Serien er indspillet i otte sæsoner og tre film af samme navn.

Frank Hvam har ikke ønsket at kommentere regnskabet.

Artiklens emner
Oplevelsesindustrien
Frank Hvam