Kendt erhvervsmand taber millioner på hotel
Hotel Kong Frederik i København har givet et underskud på 5,4 mio. kr., viser regnskabet.
Det har indtil videre ikke været en god forretning for erhvervsmanden og kammerherren Fritz Schur, at han forrige år overtog Hotel Kong Frederik i København.
Fritz Schur overtog hotellet via det den gang nyetablerede selskab KF Administration, efter at First Hotel-kæden, som det var en del af, gik konkurs.
KF Administration offentliggjorde mandag sit første regnskab, som viste et underskud på 5,4 mio. kr.
Det dækker perioden fra overtagelsen af Hotel Kong Frederik i juli 2020 og frem til udgangen af 2021. Altså knap halvandet år.
I den periode har der været coronanedlukninger, og det fremgår af regnskabet, at virksomheden har fået en kompensation på 3 mio. kr., mens der har været lønninger til de i gennemsnit 10 ansatte på 5,8 mio. kr.
Fritz Schur ejede i forvejen den bygning ved Rådhuspladsen i København, hvorfra hotellet drives.
Det fremgår af administrationsselskabets regnskab, at det har indgået en forpagtningsforpligtelse med en opsigelsesperiode på et år med en minimumsafgift på 7,2 mio. kr. Den kontrakt er uopsigelig indtil 1. august 2024.
Underskuddet i det første regnskab betyder, at egenkapitalen er reduceret til 608.000 kr.
First Hotels-kæden i Danmark gik konkurs en uge efter moderkoncernen Maribels konkurs. Maribel drev knap 50 hoteller i Norden og havde en gæld på næsten 1 mia. kr., hvoraf størstedelen var kortfristet.
First Hotels drev også hoteller i Odense og Aalborg. De blev ligesom Hotel Kong Frederik i København solgt efter konkursen.
Finans har uden held forsøgt at få en kommentar fra de to direktører i KF Administration Finn Lyders Larsen og Peter Helbirk.