Forhandlinger mellem SAS og piloterne fortsætter til mandag
Fristen for at nå en løsning i forhandlingerne mellem SAS og piloterne bliver nu udskudt for tredje gang.
SAS og selskabets piloter forhandlede hele natten til lørdag for at forhindre den varslede pilotstrejke, men ved fristen lørdag klokken 11 var de stadig ikke nået frem til en aftale. Derfor blev de enige om at flytte deadline til mandag klokken 12.
Dermed er en eventuel pilotstrejke i hvert fald udskudt til mandag den 4. juli klokken 12.01, skriver SAS på sin hjemmeside.
Kernen i konflikten er, at piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.
Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær i Dansk Metal Luftfart og forhandler for de danske piloter, ønskede ikke at uddybe over for den fremmødte presse ved Næringslivets Hus i Stockholm, hvad de tilbageværende knaster i forhandlingerne handler om.
»Det vil jeg vente med at udtale mig om, til vi er i mål med forhandlingerne. Vi skal have alt på plads - også de små detaljer,« sagde han.
På den modsatte side af bordet kunne der også spores en anelse optimisme.
»Det går fremad, ellers ville vi ikke udsætte og udsætte. Men vi er fortsat ret langt fra hinanden,« sagde SAS’ chefforhandler Marianne Hernæs.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB vil en eventuel strejke på mandag betyde, at 900 piloter i Danmark, Sverige og Norge nedlægger arbejdet.
Det vil påvirke samtlige flyafgange, der drives af SAS Scandinavia. Afgange, som drives af SAS Link, SAS Connect og SAS’ eksterne partnere - Xfly, CityJet og AirBaltic - vil derimod ikke blive berørt af en eventuel strejke.
I alt vil 200-250 flyafgange blive aflyst dagligt, ifølge SAS, hvis piloterne går i strejke, og det kan potentielt berøre op mod 30.000 passagerer om dagen midt i højsæsonen.
Oprindeligt var deadline for forhandlingerne natten til onsdag i denne uge, men den blev skubbet til midnat fredag aften for at give parterne bedre tid til at få en aftale på plads. Dernæst blev fristen rykket til lørdag morgen klokken 5 og siden til klokken 11, og nu hedder deadline altså mandag klokken 12.