Tesla slået af tronen som verdens største leverandør af elbiler
Nye salgstal viser, at Tesla ikke længere er verdens største leverandør af elbiler - i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i de seneste 6 måneder. Den titel overtager den kinesiske tech-gigant BYD.
Gennem de seneste år har Tesla siddet komfortabelt på tronen som den største leverandør af elbiler i verden. Men nu ser det ud til, at selskabet med Elon Musk i spidsen må overlade titlen til en kinesisk konkurrent.
For i årets første seks måneder har BYD, som har hovedsæde i Kina og er delvist ejet af den amerikanske stjerneinvestor Warren Buffett, overhalet Tesla målt på antallet af solgte biler, viser nye tal ifølge Financial Times.
Mens BYD solgte 641.000 biler – en stigning på 300 pct. i forhold til året før - i første halvår af 2022, solgte Tesla 564.000 biler. Udviklingen er præget af, at den amerikanske elbilfabrikant længe har døjet med forsynings- og salgsudfordringer i Kina som følge af landets hårde nultolereance-strategi mod corona, der har budt på flere nedlukninger.
Eftersom BYD ikke har haft den store produktion i de berørte områder, er selskabet styret uden om udfordringerne, mens Tesla sammen med en lang række andre elbilfabrikanter har været hårdt ramt af nedlukninger i Shanghai, hvor det har haft en af sine ”giga-factories” siden slut-2019.
Med til historien hører, at BYD ud over elbiler sælger plugin-hybridbiler, der betegnes som ”nul-emission” i Kina. Teknologigiganten har desuden aktiviteter inden for områder som solceller, vindmøller og batterier.
Kina betragtes som en af frontløberne inden for elektriske biler, og inden for de seneste par år er nye fabrikanter skudt op til højre og venstre i landet – bl.a. BYD, Nio, Xpeng og Li Auto. Flere af de kinesiske bilmærker har de seneste år fundet vej til de europæiske veje.
Sidste år eksporterede Kina mere end en halv million elektriske køretøjer, hvilket var en fordobling i forhold til året forinden.
Ca. en tredjedel af eksporten til Europa var fra kinesiskejede europæiske bilmærker som Volvo Cars og MG Motors, mens blot 2 pct. var ”rene” kinesiske bilmærker, ifølge den tyske tænketank Mercator Institute.