Fortsæt til indhold

Yngre piloter går nu i åben krig med SAS-piloterne og Dansk Metal

Flyvebranchens Personaleunion, FPU, der især organiserer de yngre piloter, går midt i SAS-konflikten og pilotstrejken i struben på deres egne pilotkolleger og Dansk Metal. Dansk Metal kannibaliserer og ønsker blot de yngre piloters arbejdspladser lukket, siger FPU-formanden.

Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union, FPU, som især organiserer yngre piloter, har ikke villet blande sig i SAS-konflikten. Men nu kritiserer hun skarpt Dansk Metals metoder i konflikten. Foto: FPU.
Erhverv

Konflikten mellem SAS og piloterne organiseret i Dansk Pilotforening under Dansk Metal banker nu en kile ned mellem de ældre piloter, der strejker, og de yngre piloter, der er ansat i SAS’ datterselskaber SAS Connect og SAS Link.

De yngre piloter, hvoraf mange tidligere er blevet fyret fra SAS, vil ikke finde sig i, at Dansk Metal ifølge de yngre piloter går efter at få deres arbejdsplads lukket.

»Dansk Metal har produceret en video, hvor de sætter røde krydser henover de arbejdspladser, hvor vores medlemmer er ansat. Det er deres ærinde at få lukket de virksomheder, hvor vores medlemmer i dag er beskæftiget i øvrigt på overenskomster,« siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personaleunion, FPU, hvor de yngre piloter og også kabinepersonalet i SAS Connect og SAS Link er ansat.

Hun er fuldt ud klar over, at hun med sine udtalelser skaber en konflikt mellem piloterne, der i forvejen er i konflikt med SAS.

»Jeg synes ikke, det er mig, der skaber konfliktsituationen. For det første, fordi vi har været overenskomstdækket under LO i mere end 50 år, og for det andet fordi Dansk Metal efter at have haft piloterne under sig i omkring et halvt år nu mener, at de virksomheder, som vores medlemmer arbejder i, skal lukkes,« siger Thilde Waast.

SAS og piloterne, organiseret i Dansk Pilotforening under Dansk Metal, måtte mandag opgive at nå hinanden, og piloterne er nu gået i strejke. Tirsdag ansøgte SAS-ledelsen om en såkaldt chapter 11-beskyttelse i USA. Det er en form for betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion, hvor selskabet fortsætter sin drift, mens man forsøger at redde økonomien i selskabet.

Thilde Waast sigter bl.a. til en video, som Dansk Metal har lagt på Twitter, hvor der sættes store kryds henover de to selskaber SAS Connect og SAS Link. Dansk Pilotforening kom ind under Dansk Metal i oktober sidste år.

»Jeg synes, Dansk Metal skulle holde sig for god til at kannibalisere vores område. Piloter er ikke en naturlig organiseringsgruppe for Dansk Metal, så jeg synes, det er Dansk Metal, der skaber konflikten. Jeg havde gerne været konflikten foruden,« siger hun.

Er dette et generationsopgør mellem ældre og yngre piloter?

»Det er svært at sige entydigt. Det handler i høj grad om, at luftfarten blev liberaliseret i 1990’erne, og virkeligheden er hård konkurrence, og SAS er ikke de eneste, der har fyret piloter,« ridser Thilde Waast op.

»Vi skal finde løsninger på at sikre de bedst mulige vilkår for de piloter, der skal arbejde i Danmark. Men de formåede ikke at få lavet løsning for de 130 piloter, der blev afsat. En del af dem er nu glade for at have fået job i Connect, fordi det var deres mulighed for at blive ved med at flyve. Og fordi Dansk Pilotforening har et ”sidst ind-først ud-princip”, har vi mange yngre medlemmer.«

Ifølge FPU’s opgørelser har SAS-piloter på overenskomsten i Dansk Metal en højere slutløn. Men en nyansat er bedre lønnet, og det samme gælder de følgende år.

»Det er ikke kun for de få at have en overenskomst. Hvis en virksomhed ønsker at have flyvende ansatte, laver vi overenskomst for dem, og jeg synes ikke, de allerbedste aftaler står i vejen for, at alle piloter kan få en overenskomst og det job, de gerne vil have i Danmark,« siger Thilde Waast.

Det har ikke været muligt at få et interview med Keld Bækkelund Hansen fra Dansk Metai.

Men i en skrftlig kommentar udtaler han:

»Vi har ingen kommentarer til de vilde beskyldninger, der kommer fra Thilde Waast. Den video, hun henviser til, viser, hvordan ledelsen i SAS har oprettet datterselskaber for at bryde de aftaler, de har lavet med deres medarbejdere. Ledelsen har flyttet alt – bl.a. fly og ruter – over til de nye selskaber,« udtaler han.

»Det er i direkte modstrid med den danske model, og vi frygter, at hvis SAS kan få lov til at lave det trick, så kan det også lade sig gøre i andre brancher. Derfor er vi meget stålsatte på, at foden bliver sat ned over for det. Ellers kan det ramme mange andre lønmodtagere i Danmark,« lyder det i den skriftlige kommentar.

Thilde Waast afviser, at SAS undergraver den danske model, idet FDU har været medlem af LO og nu FH i mere end 50 år og forhandler overenskomster på medlemmernes vegne.

Artiklens emner
Krisen i SAS
Luftfartsbranchen