SAS genoptager forhandlinger onsdag
Onsdag vil SAS og dets piloter igen forhandle om en ny overenskomst. Det oplyser den svenske mægler til TV2.
SAS og Pilotforeningen vil på onsdag genoptage de overenskomstforhandlinger, der i øjeblikket er skyld i, at omkring 1.000 SAS-piloter har strejket i over en uge. Det skriver TV2.
Ifølge mediet, er det den den svenske mægler, der bekræfter, at forhandlingerne genoptages.
Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, bekræfter overfor Finans, at piloterne skal mødes med SAS.
»Jeg forventer, at vi er indkaldt for at kigge på forhandlingerne, men vi har endnu ikke selv haft kontakt med SAS,« siger han til Finans.
Mandag eftermiddag oplyste SAS i en meddelelse, at selskabet gerne vil i dialog med de skandinaviske pilotforeninger for at få stoppet stjerken, der rammer både SAS og passagerne hårdt.
»SAS har i løbet af de seneste dage meddelt mæglerne, at SAS ønsker at genoptage mæglingen med det formål at nå frem til nye overenskomster og dermed bringe den igangværende strejke til ophør,« understregede SAS i meddelelsen.
Ifølge det danske rejseselskab Apollo er op mod 1500 danske chartergæster i øjeblikket strandet i Grækenland, Cypern og Tyrkiet.
Konflikten mellem SAS og flyselskabets piloter har ulmet længe, og parterne har forhandlet i månedsvis uden at nå til enighed om en ny overenskomst.
Samtidig kæmper det skandinaviske flyselskab for at komme i mål med en redningsplan, der skal sikre selskabets fremtid.
Den danske og svenske stat ejer hver 21,8 pct. af SAS. Den svenske stat har nægtet at kaste flere penge efter kriseramte SAS, mens den danske stat fortsat vil holde hånden under selskabet.


