Fortsæt til indhold

Retssag mellem arving Timothy Jacob Jensen og familiens livsværk er afgjort

Jacob Jensen Design hev arvingen Timothy Jacob Jensen i retten for at misbruge familienavnet. Nu er der faldet dom i sagen.

Timothy Jacob Jensen har længe været på klingen med sin fars designvirksomhed, Jacob Jensen Design. Foto: PR.
Erhverv

En årelang strid mellem designikonet Jacob Jensen Design og arvingen til selvsamme virksomhed, Timothy Jacob Jensen, er blevet afgjort i retten.

Det er sjældent, at begge parter i en retssag er mere end tilfredse med udfaldet - men det er ikke desto mindre tilfældet hos hhv. Timothy Jacob Jensen og erhvervsmand Lars Kolind, der er bestyrelsesformand og ejer af Jacob Jensen Design, som bl.a. står bag den ikoniske Margrethe-skål.

De to tidligere venner og forretningspartnere har netop afsluttet en længere sag om retten til Jacob Jensen-navnet i Sø- og Handelsretten.

Kort fortalt går sagen ud på, at Jacob Jensen Design beskyldte Timothy Jacob Jensen for at misbruge designvirksomhedens navn på sin hjemmeside og derfor ville have nedlagt forbud imod det.

»Hvordan tror du, at Porsche ville reagere, hvis en tidligere medarbejder begyndte at sælge gamle Lada-biler med Porsche-mærker på? Designet er jo ikke meget værd, hvis man ikke tager aktion, når nogen forsøger at efterligne det,« siger Lars Kolind om sagen.

I et tidligere mailsvar til Finans, understregede han:

»Det drejer sig om at smykke sig med lånte fjer, og det er ulovligt.«

Lars Kolind er kendt som erhvervsmand, investor, forfatter og tidligere adm. direktør i Oticon. Foto: Gregers Tycho

Timothy Jacob Jensen er nemlig ikke længere en del af Jacob Jensen Design, som hans far stiftede i 1958, efter han i 2018 først indgav sin opsigelse og efterfølgende blev fyret og bortvist af bestyrelsen med Lars Kolind i front.

Han solgte samtidig alle sine aktier i familiens livsværk, som Lars Kolind nu er eneejer af.

Efterfølgende har designarvingen stiftet et nyt selskab ved navn Timothy Jacob Jensen Studios, hvor han bl.a. henviste til sin fars virksomhed og særlige lydsystemer designet af Jacob Jensen Design.

Retten har efterfølgende besluttet, at Timothy Jacob Jensen ikke længere må varemærke sig på højtalersystemet Jacob Jensen S7 eller give udtryk for, at dette er designet af hans nye virksomhed. Samtidig må han ikke markedsføre sig med udmærkelser og priser, som Jacob Jensen Design fik under hans ledelse.

Til gengæld bliver det afvist, at arvingen skulle bruge søgeredskabet Google AdWords til at dirigere søgninger på enten ”Jacob Jensen Design” eller ”Jacob Jensen” hen på Timothy Jacob Jensen Studios, og han blev samtidig også frifundet i at skulle have videregivet oplysninger om virksomhedsaftaler.

Timothy Jacob Jensen slipper altså med ca. 150.000 kr. i sagsomkostninger og et forbud, og understreger over for Finans, at han er »tilfreds med dagens dom,« der både er »vigtig for branchen, men også for min familie og vores eftermæle.«

Artiklens emner
Jacob Jensen Design
Lars Kolind