Netflix og Microsoft laver aftale om billigere abonnement med reklamer
Netflix er hårdt ramt på økonomien, og streaminggiganten har mistet tusindvis af kunder i de første måneder af 2022. Nu har virksomheden lavet en aftale med Microsoft om at skabe et billigere abonnement - som dog skal indeholde reklamer.
Den amerikanske streaminggigant Netflix har indgået et samarbejde med en anden af teknologiverdens kæmper, Microsoft, oplyser Netflix i en pressemeddelelse. Samarbejdet er stablet på benene, da Netflix ønsker at tilbyde et billigere alternativt abonnement end det eksisterende, mod at brugeren vil få vist reklamer.
Netflix’ adm., direktør Reed Hastings, har ellers i man år kategorisk afvist, at der skulle være reklamer på Netflix, og at forretningsmodellen udelukkende var baseret på betalende abonnenter, oplyser BCC.
Den strategi bliver også ændret nu. Annonceringen af samarbejdet kommer som følge af en række hårde måneder for Netflix.
Mellem januar og marts havde virksomhedens analytikere forventet, at den ville få 2,5 mio. flere abonnenter. I stedet mistede man 200.000 kunder. En grim overraskelse, som ligeledes betød, at Netflix-aktien i marts faldt over 35 pct. og skar 50 mia. dollars af virksomhedens værdi.
Ifølge BBC er aftalen om det nye abonnement et forsøg fra Netflix’ side om at holde fast i kunder, som ellers ville sortere tjenesten fra for at spare penge i en hverdag, der fortsat bliver dyrere og dyrere grundet den stigende inflation.
Microsofts rolle i aftalen er at levere den fornødne teknologi til streamingplatformen samt være såkaldt »salgspartner«. Det skriver Netflix i pressemeddelelsen.
Der er imidlertid ingen oplysninger i pressemeddelelsen om, hvad det billigere abonnement kommer til at koste.

