Fortsæt til indhold

Nykredit Mægler har omdøbt Jesper Nielsen-kæden

Ejendomsmæglerkæden Jesper Nielsen har ikke kun fået ny ejer. Navnet på kæden er også blevet ændret.

Peter J. Mattsen overtog for nyligt også Jesper Nielsens direktørpost. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

Disclaimer: Efter artiklens publicering har Finans på baggrund af en henvendelse fra Jesper Nielsens kommunikationsrådgiver valgt at rette ordlyden fyret til opsagt samarbejde, da der ifølge Jesper Nielsen ikke er belæg for at bruge denne betegnelse. Dette har Finans imødekommet, idet ordlyden fra bl.a. den oprindelige pressemeddelelse fra Nykredit kan tolkes på flere måder, hvilket ifølge Finans bør komme Jesper Nielsens ønske til gode.

I juni måned mistede ejendomsmægleren Jesper Nielsen fra den ene dag til den anden sit livsværk.

Ejendomsmæglerkæden med samme navn blev øjeblikkeligt overtaget af Nykredit Mægler, som også tidligere var den ene af kædens to ejere. Kæden levede dog videre under Jesper Nielsens navn.

Det er nu fortid.

Den omdiskuterede mæglerkæde har i stedet fået navnet &Living, det fremgår af CVR-registeret.

Jesper Nielsen og Nykredit Mægler indgik i 2019 et partnerskab, hvor de sammen ejede selskabet Jesper Nielsen Franchisegiver A/S. Forholdet fik i juni pludselig en brat afslutning, da Jesper Nielsen og Nykredit stoppede samarbejdet, og Jesper Nielsen dermed med dags varsel var fortid i den kæde han selv havde opbygget.

Det er korrekt, at vi har foretaget navneskifte af franchisegiverselskabet til &Living Franchisegiver A/S. Vi er i fuld gang med processen omkring nyt navn på selve kæden, hvilket vi melder nærmere ud om senere på sommeren,« oplyser pressechef hos Nykredit Mægler, Alexander Falck Winther til Finans.

Direktør i Nykredit Mægler, Peter J. Mattsen, oplyste i en pressemeddelelse, at det skyldtes »uforenelige forskelle på de ledelsesmæssige værdier,« og derfor mistede Jesper Nielsen øjeblikeligt sin direktørpost. Efterfølgende overtog Peter J. Mattsen rollen.

Ifølge Berlingske og andre medier kan uforenelige forskelle på de ledelsesmæssige værdier forklares ved, at der var mistanke om, at Jesper Nielsen havde udvist krænkende adfærd. Det ønskede Nykredit undersøgt, men det ønske modsatte Jesper Nielsen sig.

Jesper Nielsen brugte 12 år på af opbygge ejendomsmægler-kæden bestående af 18 butikker.

Hans varemærke blev blandt andet styrket gennem hans optræden i DR-programmerne ’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’, hvor han i flere år var et fast ansigt på skærmen.

Ud over &Living står Nykredit Mægler bag ejendomsmæglerkæderne Nybolig og Estate.

Artiklens emner
Ejendomsbranchen
Nykredit Mægler