Den danske del af skraldefirmaet Urbaser omsætter for over en halv milliard
Uddannelse og ledelse nedprioriteres ofte i skraldebranchen, men det har den danske del af Urbaser ændret på.
Skrald er formentligt dét, mange tildeler den absolut laveste værdi, men for en særlig gruppe er det guld værd.
Den danske del af skraldefirmaet Urbaser fik sidste år tonsvis af skrald til at forsvinde, og det resulterede i en omsætningsrekord på 555.203 millioner kr. Samtidig voksede selskabets overskud til knap 41 mio. kr. efter skat.
Året forinden lød overskuddet på 25,7 mio. kr. Alene de seneste fire år har selskabet tjent mere end 121 mio. kr.
»Når man kører skrald, så skal affaldet helst bare forsvinde så lydløst og nemt som muligt, og det uddanner vi vores folk i at håndtere,« siger Stefan Olin, der er adm. direktør i renovationsselskabet Urbaser.
Virksomheden er specialist i indsamling af husholdningsaffald og genanvendelige materialer. Urbaser en landsdækkende leverandør af affaldshåndtering i Danmark og håndterer skrald for godt 35 pct. af landets indbyggere.
Stefan Olin mener, at omsætningsrekorden er resultatet af nogle år med et skarpt fokus på medarbejderudvikling og grøn omstilling.
»Vi var den første private renovatør, der begyndte at køre med elbiler i 2020, og vi er markedsledende på elskraldebiler. Lige nu har vi 10 elskraldebiler kørende. Derudover har vi 35 i ordre, som forventes at komme på vejene løbende frem mod midten af næste år,« siger Stefan Olin og fortsætter:
»Skraldeverdenen har traditionelt set været overset i forhold til uddannelse og ledelse. Vi vinder flere udbud, fordi vi har et større ledelses- og uddannelsesfokus. Det betyder, at vi kan byde rigtigt ind, når vi byder ind på kommunernes affaldsordning.«
Urbaser gik tidligere under navnet RenoNorden. Det gjordet det indtil virksomheden i 2019 blev opkøbt af Urbaser Nordic A/S, der ejes af spanske Urbaser.
På verdensplan har Urbaser mere end 40.000 ansatte, der dagligt håndterer skrald for over 50 mio. mennesker fordelt i 27 lande.



