11 sigtet i sag om krypto-pyramidespil for milliarder
Stifterne af kryptovaluta-platformen Forsage skal angiveligt have brugt platformen til at drive pyramidespil og svindle investorer for milliarder af kroner.
I løbet af de seneste måneder er der blevet stillet skarpt på kryptovaluta-industrien. Myndigheder verden over holder øje med, hvor vidt den relativt nye tendens og de forskellige nye kryptovalutaer overholder de gældende regler.
Den intensive granskning af branchen er bl.a. kulmineret i en retssag mod i alt 11 personer, som alle er sigtet for at have svindlet for milliarder og drevet pyramidespil på blockchain-platformen Forsage.
Det skriver den amerikanske børsmyndighed, Securities and Exchange Commission (SEC), i en pressemeddelelse.
Ifølge myndigheden skulle de 11 personer angiveligt have rejst mere end 2 mia. kr. fra investorer verden over ved at love kontant afkast til de medlemmer af platformen, der kunne skaffe nye medlemmer.
Investeringerne fra nye medlemmer blev, ifølge SEC, imidlertid brugt til at forsøde tilværelsen for personerne i toppen af ”pyramiden”.
»Som klageskriftet fremlægger, er Forsage et bedragerisk pyramidespil, der er lanceret i massiv skala og aggresivt markedsført til investorer,« siger Carolyn Welshhans, direktør for Crypto Assets and Cyber Unit hos SEC, og tilføjer:
»Svindlere kan ikke omgå føderale sikkerhedslove ved at målrette deres pyramidespil smarte kontrakter og blockchain.«
Mens 7 af de 11 sigtede fortsat er anonyme, så har man allerede sat navn på fire. Der er nemlig tale om stifterne af Forsage-platformen: Vladimir Okhotnikov, Mikhail Sergeev, Sergey Maslakov og en kvinde under dæknavnet Lola Ferrari.
De fire stiftere bor i hhv. Georgien, Indonesien og Rusland, mens de resterende syv sigtede er amerikanere.
Med sigtelsen går SEC efter at få de 11 personer til at tilbagebetale investeringerne sammen med den lovede provision og derudover også at betale bøder for lovbruddet.


