FCK møder Trabzonspor i jagt på Champions League
FC København skal op mod Andreas Cornelius og Trabzonspor i playoffrunden til Champions League.
FC København skal op mod de tyrkiske mestre fra Trabzonspor i playoffrunden i Champions League.
Det blev afgjort tirsdag, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) trak lod i Nyon.
Det danske mesterhold var seedet i lodtrækningen, men alligevel venter der hård modstand i form af de tyrkiske mestre.
Den tidligere FCK-angriber Andreas Cornelius endte i sidste sæson som topscorer for Trabzonspor med 15 fuldtræffere, da klubben lidt overraskende hentede mesterskabet i Tyrkiet.
Holdet fra Trabzon i det nordøstlige Tyrkiet sluttede hele otte point foran rækkens nummer to, Istanbul-klubben Fenerbahce.
Sidenhen har Cornelius også fået selskab af landsholdskollegaen Jens Stryger Larsen i Trabzonspor.
Det er ikke første gang, at FCK står over for Andreas Cornelius i europæisk sammenhæng. For fire år siden vandt FCK en duel i playoffrunden i Europa League over Atalanta, der havde angriberen på holdet.
Senere samme sæson mødtes FCK og Cornelius igen. Angriberen var blevet udlejet til Bordeaux, som FCK mødte i Europa League-gruppespillet.
FCK indleder den svære duel mod tyrkerne på hjemmebane 16. eller 17. august, mens der er returopgør i Tyrkiet ugen efter.
Der blev også trukket lod til playoffrunden for ikke-mesterhold, og her var FC Midtjylland i bowlen.
Vinder midtjyderne samlet over portugisiske Benfica i tredje kvalifikationsrunde, venter vinderen af duellen mellem ukrainske Dynamo Kiev og østrigske Sturm Graz i playoffrunden. FC Midtjylland starter i så fald på udebane.
Skulle FCK tabe duellen mod Trabzonspor, så overgår sidste sæsons danske mester til gruppespillet i Europa League.
FCM er ligesom FCK sikret et europæisk gruppespil, efter at midtjyderne i sidste uge slog cypriotiske AEK Larnaca i anden kvalifikationsrunde.
Uanset om det bliver til nederlag til Benfica i tredje kvalifikationsrunde eller til Dynamo Kiev eller Sturm Graz i playoffrunden, ryger FCM over i Europa League-gruppespillet.
/ritzau/