56.000 kunder har bestilt en Fisker Ocean
Den danske bilproducent Henrik Fisker melder, at selskabet er klar til produktion i november.
Den elektriske bil start up Fisker fortæller, at selskabet allerede har 56.000 bestillinger i ordrebogen på sin model Fisker Ocean, der er en elektrisk SUV.
Selskabet bekræfter desuden, at man er klar til at producere bilerne i midten af november som tidligere meldt ud, skriver CNBC.
Fisker har den danske bildesigner Henrik Fisker som adm. direktør og hører hjemme i Californien.
Bilerne produceres i samarbejde med den globale producent af bilkomponenter, Magna International, og de skal bygges på en Magna-ejet fabrik i Østrig.
Fisker og Magna har produceret 55 prototyper af Ocean, der lige nu er i gang med at blive kvalitetstestet forud for lanceringen til november.
Fisker har stadig en kontantbeholdning på 852 mio. dollars, og ifølge selskabet er det nok til både at udvikle nye bilmodeller og starte produktionen af Ocean op.
Fisker har tidligere oplyst, at en anden model Pear vil blive produceret i samarbejde med Foxconn på en fabrik i Ohio. Her begynder produktionen i 2024, og det bliver en billigere model end Ocean.
Desuden planlægger selskabet en tredje bilmodel - en sportvogn kaldet Ronin - som skal lanceres i slutningen af 2024. Her vil en prototype blive præsenteret i midten af næste år.