Fortsæt til indhold

Efter seks år: Princes milliardarv er blevet fordelt

Det har trukket i langdrag at beslutte, hvem der skulle arve den afdøde sanger Princes formue.

Sangeren Prince lavede en række store hits gennem sin karriere. Foto: Ross Marino Archive/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Seks år efter den berømte ”Purple Rain”-sanger, Princes, død, er hans enorme arv langt om længe blevet fordelt – men ikke uden retsligt drama.

Den populære sanger efterlod sig nemlig intet testamente .

Det skriver CNN.

Prince Rogers Nelson, som var sangerens borgerlige navn, efterlod sig en samlet formue på mere end 1,1 mia. kr., som bl.a. hans halvsøskende har kæmpet for retten til i løbet af de seneste seks år.

Nu er det så blevet afgjort ved en domstol i den amerikanske nordstat Minnesota, at pengene skal fordeles ligeligt mellem selskaberne Prince Legacy LLC og Prince Oat Holdings LLC.

Prince Legacy LLC er ejet af sangerens halvsøskende Sharon, John og Norrine Nelson, som altså nu får halvdelen af milliardarven.

Den anden halvdel går til holdingselskabet, som er ejet af Primary Wave – et amerikansk musikforlag.

Det er imidlertid ikke hele milliardformuen, som bliver fordelt mellem de to selskaber. Først skal alle udgifterne til de retslige behandlinger trækkes fra.

Og eftersom behandlingen har trukket i langdrag, er der efterhånden tale om et pænt millionbeløb, som nu skal betales.

Prince Rogers Nelson døde i 2016 som 57-årig af, hvad man mener var en overdosis på stoffet fentanyl. På daværende tidspunkt var sangerens anslåede formue mellem 1,5 og 2 mia. kr.

Artiklens emner
Prince