Han er kendt for at have tabt flest penge i verdenshistorien - nu har hans fond igen tabt milliardbeløb
Masayoshi Son, der står i spidsen for japanske Softbank, er kendt for at satse stort.
Det japanske tech-konglomerat Softbank er rendt ind i et af de største underskud nogensinde i sine storsatsende kapitalfonde, der går under navnet Vision Fund.
Fondene, der investerer i tech-selskaber, løb i årets andet kvartal ind i et tab på lidt over 2,9 billioner yen, hvilket rundt regnet svarer til 158 mia. kr.
Det er det næststørste underskud nogensinde i et kvartal for Vision Fund, skriver CNBC.
Masayoshi Son stiftede i 1981 Softbank, og han har gennem tiderne været kendt for at lave den ene dristige investering efter den anden. Den mest succesfulde er den investering, han foretog omkring årtusindeskiftet i et kinesisk selskab. Selskabets navn var Alibaba, og værdien af investeringen er siden da eksploderet.
I 2017 etablerede Masayoshi Son Vision Fund, og formålet med kapitalfonden var at investere i ny teknologi som f.eks. kunstig intelligens. Her er der blevet investeret store summer aggressivt, og der har både været pletskud og fejlskud. Ét af de største fejlskud var den investering, som Vision Fund lavede i kontorudlejningsgiganten Wework.
Store investeringer og store tab hører med til historien om Masayoshi Son.
Lige inden dot.com-boblen bristede, havde Masayoshi Son titlen som verdens rigeste person i tre dage. Det efterfølgende kollaps på aktiemarkedet skar dog ca. 70 mia. dollars af hans formue og indbragte ham titlen som den person i verdenshistorien, der har tabt flest penge.
Siden har Masayoshi Son vundet så meget tilbage, at han ifølge Bloombergs seneste liste over verdens rigeste indtager en plads som 109 med en formue på 15 mia. dollars svarende til 109 mia. kr.



