Dansk bryggeri foretager rokade i topledelsen
Mikrobryggeriet Mikkellers adm. direktør stopper. Dermed er bryggeriets planer om at ekspandere i udlandet sat på pause.
Mikrobryggeriet Mikkellers adm. direktør Kenneth Madsen stopper.
De stigende råvarepriser og højere produktionsomkostninger har ramt Mikkeller. Det er årsagen til, at den adm. direktør Kenneth Madsen stopper i virksomheden.
Da han blev ansat i 2020, var hans opgave at stå for bryggeriets globale ekspansion. De planer er ikke længere realistiske. Det skyldes blandt andet ændringerne i markedet, skriver Mikkeller i en pressemeddelelse.
Bryggeriet blev grundlagt i 2006 af Mikkel Bjergsø og Kristian Klarup Keller. I dag er det kun Mikkel Bjergsø, der er en del af virksomheden, som nu har 22 forskellige barer og restauranter rundt om i Danmark.
Mikkeller får ikke en ny adm. direktør, men en direktion, der skal stå for den daglige ledelse. I den nye direktionen sidder grundlæggeren og kreativ direktør Mikkel Bjergsø, Martin Connie Pinborg, direktør og økonomichef, samt Ditte Lassen-Kahlke, der er juridisk chef og bestyrelsesforkvinde.
Mikrobryggeriet sælger i dag øl i over 50 lande. De har 48 barer og restauranter i 18 forskellige lande lige fra Singapore i øst til San Francisco i vest.
Med udenlandsplanerne sat på pause vil Mikkeller nu fokusere på at øge indtjeningen og styrke virksomheden, når det gælder innovation og brandet.
»Det er vigtigt for os at kigge på hele virksomheden og sikre os, at den er bæredygtig. Efter det kan vi investere i udvidelse af virksomheden«, forklarer Mikkel Bjergsø i pressemeddelelsen.
90 pct af Mikkellers øl bliver brygget på kontrakt hos det flamske bryggeri De Proef Brouwerij i Belgien.
Selvom bryggeriet har ændret fokus og vil styrke selve virksomheden, har de til efteråret blandt andet planer om at åbne deres anden bar i Estlands hovedstad, Tallinn, og genåbne deres restaurant på deres Mikkeller bar i Bangkok.

