Ford laver vild prisstigning på populær bil i USA
Prisen for Fords F-150 Lightning stiger med 17,5 pct. - stigende priser på komponenter får skylden.
Da Ford første gang satte sin meget populære truck, F150 Lightning, til salg lå prisen omkring 40.000 dollar (291.000 kr.) for den såkaldte ”Pro”-udgave.
F150 Lightning Pro er basisudgaven af Fords elektriske truck - den type som oftest bruges som en almindelig arbejdshest af mange kunder - og salget gik så strygende, at Ford en overgang måtte stoppe med at modtage ordrer, skriver CNN Business.
Men når man i dag vil bestille en F150 Lightning Pro, er prisen steget med omkring 7.000 dollar eller 52.000 kr. til over 342.000 kr.
Det er en stigning på 17,5 pct., og ifølge Ford skyldes det ”betydelige stigninger i omkostninger til komponenter, materialer og andre faktorer,” skriver bilfabrikken i en meddelelse.
Dyrere varianter af F150 Lightning, med mere udstyr og større batterier, vil blive pålagt lignende prisstigninger.
F150 Lightning var den første elektriske truck på det amerikanske marked, der kunne blive leveret i stor skala.
Ford kom før eksempelvis Teslas Cybertruck, som stadig ikke har fået en endelig lanceringsdato, og Rivian RT-1.
F150-modellen har gennem tiden været en storsællert for Ford, og den elektriske udgave er ingen undtagelse.
I januar i år kunne Ford fejre en milepæl, da man rundede 40 mio. solgte F150-trucks - F150’eren har i 45 år været den bedst sælgende truck i USA.
Efter lanceringen af Lightning måtte bilfabrikken fordoble sin produktion, da man ved årets begyndelse havde fået næsten 200.000 bestillinger eller reservationer af modellen.
Det var denne overvældende succes, der førte til et midlertidigt stop i muligheden for en reservation.
Ford er ikke den eneste bilproducent, der hæver priserne for især elektriske modeller.
General Motors hævede for nylig prisen på deres Hummer EV med 6250 dollar eller 45.500 kr.



