Erhverv

Danske kraftværker spinder guld på at fyre for gråspurvene

Energikrisen har fået Ørsted til at sætte fuldt drøn på sine kraftværker i sommermånederne, hvor selskabet tjener stort på de høje strømpriser. Det har dog en uheldig sideeffekt.

Artiklens øverste billede
Avedøreværket er et af Ørsteds kraftværker, som mod sædvane pludselig producerer meget strøm. Foto: Lars From

I sommerheden, hvor strømprisen er på himmelflugt, og termometeret snuser til de 30 grader, vil et infrarødt kamera givetvis afsløre, at der er endnu varmere end normalt rundt om de danske kraftværker.

Kraftværkerne kører nemlig mod sædvane for fuldt drøn i sommermånederne for at producere strøm, mens den overskydende varme sendes ud til fuglene.

Det er en guldrandet forretning for ejerne.

Ørsted har på få år løftet driftsresultatet for sine kraftværker med 1 mia. kr., og med strømpriser på et rekordhøjt niveau ser det ud til, at sommeren 2022 bliver den mest profitable i nyere tid for danske kraftværker.

»Det er et uheldigt udslag af det dilemma, vi står i. Vi vil gerne lave grøn omstilling, og det er vi også i gang med, men vi har også høje gas- og elpriser, som vi skal bekymre os om lige nu,« siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Henrik Lund.

Vi får nedbragt gasforbruget, vi får produceret lidt strøm, og Ørsted tjener penge. Det er egentlig ganske fornuftigt.

Henrik Lund, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

I Danmark producerer kraftværker først og fremmest fjernvarme fra biomasse, kul eller gas. Det er kun omkring 40 pct. af energien, som ender som strøm, der i nyere tid har været et biprodukt af varmeproduktionen.

Det har den nuværende energikrise dog ændret på.

Ørsted vil ikke stille op til interview, men meddeler i en skriftlig kommentar, at man ved lov er forpligtet til at producere strøm på den ineffektive vis, når prisen er tilstrækkelig høj.

»Typisk har der været meget lav efterspørgsel efter strøm fra kraftvarmeværkerne i sommermånederne, men i forbindelse med den europæiske energikrise, hvor el- og gaspriserne er steget, har der været stor efterspørgsel efter kraftværkerne til at levere el- og systemydelser uden for varmesæsonen,« skriver kraftværksdirektør i Ørsted Ole Thomsen.

»Det vil altid være en fordel for os at producere el og varme på samme tid, da vi så udnytter brændslet bedre, men det er bare ikke altid muligt.«

Senioranalytiker i tænketanken Concito Karsten Capion pointerer, at Ørsted nyder godt af situationen. Ørsteds kraftværker fyrer primært med biomasse, mens man på Esbjergværket stadig fyrer med kul frem til udgangen af marts 2023.

»I den nuværende situation, hvor Putin presser os, er det hensigtsmæssigt, at vi benytter de akutte muligheder for at producere mere strøm på andet end gas, hvilket så efterlader en gunstig mulighed for ejerne af kraftværker til at tjene mange penge. Men forbruget af biomasse er bekymrende, da vores analyser påviser, at den i praksis ikke er CO2-neutral. Af den årsag anbefaler vi en afgift på biomasse,« siger han.

Professor Henrik Lund mener, at de buldrende danske kraftværker i sommermånederne er et billede på en ærgerlig situation.

»På den lange bane skal Ørsted naturligvis ikke brænde biomasse af for at lave strøm. Biomasse er en knap ressource, hvor der skal benyttes en bæredygtig andel på bæredygtig vis. Men marginalt set kan det være fornuftigt nok lige nu, hvis man så lader være med at brænde russisk gas af,« siger han.

Krigen i Ukraine har gjort biomasse til en knap ressource, oplyser Ørsted, som dermed i stigende grad har set sig nødsaget til at producere strøm på kul, hvor man indtil videre i år har øget forbruget med 5 pct. ift. det allerede høje niveau i 2021.

»Det har været nødvendigt for at kunne imødekomme efterspørgslen efter strøm og dermed bidrage til forsyningssikkerheden i Danmark,« skriver Ole Thomsen.

Flere organisationer, bl.a. Det Internationale Energiagentur, har anbefalet Europa at bruge mere kul for at gøre sig uafhængig af russisk gas. Alligevel anser eksperter det for uheldigt grundet kullets massive CO2-udledning, der er omkring det dobbelte af den fra naturgas.

»Det er selvfølgelig ikke så smart, at Ørsted fyrer kul af. Så længe vi taler om biomasse, vil det alt andet lige være bedre, end hvis vi brænder fossil gas af fra Rusland,« konstaterer Henrik Lund.

Eksperterne påpeger, at den nuværende situation kunne være undgået, hvis man historisk set havde bygget mere vedvarende energi.

»Udviklingen understreger behovet for, at der skal sættes turbo på udbygningen af vindmøller og solceller. Ikke blot af hensyn til klimaet, men også af hensyn til dansk økonomi og forsyningssikkerhed,« siger Karsten Capion.

Næstformand i Klimarådet Jette Bredahl Jacobsen siger, at der grundet de høje strømpriser er fin privatøkonomisk ræson i, at kraftværkerne producerer strøm på kul og biomasse, mens varmen går til spilde.

»Er det så klogt for samfundet? Der kan man sige, at fra 2025 implementeres en drivhusafgift, som økonomisk vil regulere, hvad der samfundsøkonomisk vil svare sig i forhold til klimaet. Derudover har vi påpeget, at biomasse er en begrænset ressource, som vi lægger pres på, når vi bruger mere af den,« siger Jette Bredahl Jacobsen.

Hun understreger ligeledes behovet for mere vind- og solenergi.

»I forhold til den nuværende problemstilling med høje energipriser og krigen i Ukraine kan det isoleret set give mening at skrue op for kul og biomasse på den helt korte bane for at afbøde den akutte krise, men det koster i forhold til klimaet. I sidste ende er det en politisk beslutning.«

Og hvis det ikke sker i Danmark, hvor kraftværkerne trods alt er koblet op på fjernvarmen, og energien potentielt set kan benyttes, vil det blot ske andre steder, pointerer Henrik Lund. Strømmarkedet hænger nemlig sammen i Europa.

»Hvis Ørsted ikke skruede op, ville det være sket i Italien eller Polen, hvor energien alligevel smides ud til fuglene. Så længe vi ikke har bygget flere solceller og vindmøller, vil det være en udfordring. Så jeg synes ikke nødvendigvis, det er et problem, at Ørsted skruer op,« siger Henrik Lund.

»Vi får nedbragt gasforbruget, vi får produceret lidt strøm, og Ørsted tjener penge. Det er egentlig ganske fornuftigt.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.