Fortsæt til indhold

Skattestyrelsen sender tusindvis af breve ud om småbeløb

Flere tusinde virksomheder modtager i år et ubetydeligt brev fra Skattestyrelsen. Ressourcespild for både virksomheder og samfundet.

Skattestyrelsen hører under Skatteministeriet og har omkring 5200 ansatte. Foto: Marcus Emil Christensen // Politiken
Erhverv

Et større oprydningsarbejde er i gang hos Skattestyrelsen.

De har nemlig opdaget en fejl, som betyder, at 50.000 virksomheder alene i år får et brev fra Skattestyrelsen.

I brevet får de besked om, at der er sket en rettelse af et rentebeløb på deres skattekonto, skriver BDO. Revisionshuset kalder brevene for "ligegyldige".

Vi skal skrue tiden tilbage til 2017. Her opdagede Skattestyrelsen fejlen.

Fejlen har ingen økonomisk betydning. Og dog. For selvom fejlen ikke har økonomisk betydning for de i alt 320.000 virksomheder, der er berørt af rettelsen, og dermed har udsigt til et brev i postkassen, så har Skat brugt et utal af ressourcer på at rette fejlen.

Ud over at det kræver ressourcer hos Styrelsen, så bruger virksomhederne også tid på det.

»Der er ingen, som sætter sig i virksomhedernes sted. De modtager et 2-siders brev, som de skal forstå. Nogle virksomheder undrer sig måske og henvender sig til sin revisor, som også skal bruge tid på det,« fortæller chefkonsulent hos BDO, Henning Boye Hansen.

Styrelsen trak for alvor i arbejdstøjet i 2019, hvor de gik i gang med at rette fejlene og sende brevene til de berørte virksomheder, som er blevet opkrævet for meget eller for lidt i rente.

For over 160.000 af virksomhederne betyder rettelsen en ændring på mindre en 5 kr. - til enten plus- eller minussiden, oplyser BDO.

Der er dog ingen vej udenom for Skattestyrelsen, for de har ikke lovhjemmel til ikke at rette fejlen. På grund af forældelsesreglerne kan de heller ikke opkræve beløbene hos de virksomheder, som har betalt for lidt.

Hos BDO har man et bud på, hvordan disse fejl kan håndteres på en smartere måde.

»Der burde være en bagatelgrænse for disse fejl, og i stedet for at sende et brev ud kunne man rette det med en stjerne inde på SKAT, og så beskrive rettelsen til dem, der interesserer sig for det,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent hos BDO.

Der er dog foreløbig ikke udsigt til en ændring i praksis. Ifølge BDO har Skattestyrelsen ikke henvendt sig til politikerne. Der skal nemlig en lovændring til, hvis en bagatelgrænse skal indføres.

Men når det gælder noget som det her, så sker der bare ingenting.
Chefkonsulent hos BDO, Henning Boye Hansen.

Når Skattestyrelsen opdager et skattehul, så har styrelsen et system, der alarmerer Skatteministeriet og dermed politikerne. Her tager det ingen tid at få lappet de huller, forklarer chefkonsulenten hos BDO og siger:

»Men når det gælder noget som det her, så sker der bare ingenting. Der er ingen, som prøver at sætte sig i virksomhedernes sted og forstår det bøvl, det skaber, når så mange virksomheder får et brev og bruger tid på det.«

Hos Skattestyrelsen henvises der til deres pressemeddelelse, hvor det fremgår, at som det ser ud lige nu, skal styrelsen underrette virksomhederne via brev.

» Dette skyldes, at Skattestyrelsen har pligt til at underrette og vejlede virksomhederne i forbindelse med korrektionen på deres Skattekonto.«

Med Skattestyrelsens nuværende tempo kan de allertidligst lægge arbejdstøjet på hylden i slutningen af 2025, ifølge BDO.