Fortsæt til indhold

Dyr strøm: Elbilen er meget dyrere end benzinbilen, hvis man ikke tænker sig om

Prisen på el er så høj, at benzinbiler kan give bedre brændstoføkonomi, hvis man ikke vælger de billigste tidspunkter.

Man skal tænke sig om, når man lader sin elbil op. Sker det ikke på de billigste tidspunkter, så er det dyrere end at køre i en benzinbil. Foto: Valdemar Ren.
Erhverv

Tidspunktet for hvornår man oplader sin elbil, kan være afgørende for, om det er billigere at køre på el end på benzin.

Det er de rekordhøje elpriser, der har vendt op og ned på brændstoføkonomien mellem elbiler og biler, der kører på benzin. Det skriver Berlingske Business.

Ifølge FDMs beregninger overhaler elbilen en benzinbil på udgifterne til opladning, hvis man ikke finder de billigste tidspunkter.

»Beregningen viser, at en elbil kan være markant dyrere end en gennemsnitlig benzinbil, hvis man bare lader uden at tænke sig om,« siger chefanalytiker Ilyas Dogru fra FDM til Business.

Udgiften til opladning vil med den nuværende høje elpris næsten være dobbelt så stor som udgiften til brændstof til en almindelig benzinbil.

FDMs beregninger viser, at man med et kørselsbehov på 10.000 km skal betale 9.444 kr. i brændstofomkostning til en benzinbil mod 17.566 kr. ved at lade til den høje elpris.

Beregningen viser dog også, at såfremt man vælger at oplade sin elbil ved den lave elpris - eksempelvis søndag eftermiddag - så er udgiften blot 3.636 kr.

»Det er en teoretiske beregning, men hvis man konstant lader, når det er dyrt, enden man med en »kæmpestor ekstraregning på grund af de her ekstremt høje priser,« siger Ilyas Dogru til Berlingske.

Artiklens emner
Energiprischokket
Elbiler