Fortsæt til indhold

Japanerne skal nu drikke mere for at booste økonomien

Øl og drinks i lange baner. En national kampagne skal hæve alkoholforbruget i Japan for at sætte gang i økonomien.

Atsushi Katsuki er adm. direktør i Asahi, der er en af Japans største ølproducenter. Arkivfoto: Reuters // Issei Kato.
Erhverv

De drikker for lidt alkohol.

Det er sjældent, at man hører det, men nu er det tilfældet i Japan.

Japanerne siger oftere nej til øl og drinks, fordi det ikke harmonerer med en sund livsstil, som især har vundet indpas hos den yngre del af befolkningen.

Den udvikling vil den japanske regering nu lave om på. Det lavere alkoholforbrug betyder nemlig, at skatteindtægter er skrumpet ind. Derfor har Japans nationale skatteagentur lavet kampagnen ’The Sake Viva!’.

Kampagnen går ud på, at japanerne skal komme med forslag til, hvordan de kan få folk til at drikke mere. Det indebærer båder idéer til nye produkter, designs og måder, hvorpå man kan få flere til at drikke derhjemme, skriver The Guardian.

I 2020 havde Japan en indtægt på næsten 60 mia. kr. fra alkohol. Dermed stod skatter fra alkohol for 1,7 pct. af Japans samlede skatteindtægter. I 2011 udgjorde det 3 pct.

Til sammenligning lå de samlede afgifter på alkohol i Danmark på 3,7 mia. kr. i 2020.

Faldet i skatteindtægter fra alkohol var det højeste i 31 år i Japan, ifølge the Japan Times.

Japanerne, der står bag de bedste bud på, hvordan alkoholforbruget kan øges, vil blive inviteret til et galla i Tokyo. Skatteagenturet, der står bag konkurrencen, vil efterfølgende støtte kommercialiseringen af det forslag, som vinder.

Japans sundhedsministerium har sagt, at de håber på, at kampagnen også vil huske japanerne på kun at drikke »den passende mængde alkohol,« skriver The Guardian.