Warren Buffett får grønt lys til at overtage halvdelen af amerikansk oliegigant
Berkshire Hathaway ejer allerede omkring 20 pct. af aktierne i olieselskabet.
Det børsnoterede investeringsselskab Berkshire Hathaway har fået grønt lyst til at overtage 50 pct. af aktierne af det amerikanske olie- og gasselskab Occidental Petroleum.
Den amerikanske energikommission, FERC, offentliggjorde fredag, at Berkshire Hathaway søgte om godkendelsen tilbage i juli og nu får den.
Det skriver flere medier heriblandt CNBC.
I spidsen for investeringsselskabet står 91-årige Warren Buffett, der er mange betragtes som lidt af en investeringslegende. Han ligger i øjeblikket nummer syv på Forbes’ liste over verdens rigeste personer. Ifølge den, har han en formue på 103,4 mia. dollars, svarende til 766 mia. kr.
Occidental Petroleum er USA’s femtestørste olieselskab, og siden årsskiftet er kursen steget med godt 130 pct. Efter offentliggørelsen af tilladelsen fredag steg den yderligere.
Warren Buffett købte de første aktier i olieselskabet tilbage i 2019. Tidligere i år købte han stort op i selskabet, og hans investeringsselskab ejer i dag omkring 20 pct.
Ifølge CNBC spekulerer flere analytikere i, om Warren Buffett på sigt vil gå efter at overtage hele olieselskabet.
»Jeg tror, det er sandsynligt, at Buffett vil købe det hele til sidst. Grænsen på 50 pct. kan være sat til at modtage FERC-godkendelsen for en ikke-kontrollerende andel,« siger David Kass, finansprofessor Robert H. Smith School of Business, til mediet.
Hvis Warren Buffett ender med at byde på hele selskabet, kan det blive den største handel for Berkshire Hathaway nogensinde. Det skriver Bloomberg.