Der er udsigt til flere ladestandere i hele Danmark – markant opskalering skal afhjælpe ladetørke uden for byerne
Der har længe været langt mellem ladestanderne i tyndtbefolkede områder af Danmark. Drivkraft Danmark vil nu problemet til livs. Medlemmerne, der bl.a. tæller Uno-X, Circle K og OK, vil frem mod 2025 opsætte 210 flere lynladestationer.
”Der er langt mellem ladestanderne i Danmark, og det gør det besværligt at bruge sin elbil overalt.”
Sådan har et argument mod elbiler længe lydt; men det vil Drivkraft Danmark og organisationens medlemmer nu gøre op med.
De opsætter nemlig i alt 210 såkaldte lyn-ladestationer frem mod 2025. Lyn-ladestationerne har alle en effekt på mindst 100 kW.
Allerede i løbet af 2022 opsættes de første 140 nye stationer. Når kalenderen viser 2025, vil Danmark - i hvert fald efter planen - have mindst 265 lyn-ladestationer fra Drivkraft Danmarks medlemmer.
De nye ladestationer pynter især i de områder, hvor lade-mulighederne lige nu halter bagefter. Og målet om 265 ladestationer ser Drivkraft Danmark som et absolut minimum.
»Allerede i år vil vores medlemmer have mindst 195 lyn-ladestationer over hele landet, og i 2024 vil der være mindst 265. Og det er kun dem, vi kender til. Vores forventning er faktisk, at tallet vil blive betydeligt højere,« siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.
Hvis man er elbil-ejer og bor i storbyen, har det indtil nu været en del nemmere at finde en ladestation til sin bil - medmindre man selv har én monteret i garagen. Jacob Stahl Otte mener derfor, at der nu skal sættes fokus på områder uden for storbyerne, så lade-infrastrukturen bliver højnet i hele landet.
»Der er stadig områder af landet, hvor ladeinfrastrukturen halter langt bagefter. Det gælder især de tyndt befolkede områder. Derfor mener vi, at støtte fremadrettet bør fokuseres på de områder, hvor markedet har svært ved selv at levere,« siger han.
Circle K, der er ét af medlemmerne i Drivkraft Danmark, har en ambition om at opsætte 1.300 ladestandere inden 2030.
Drivkraft Danmarks medlemmer tæller bl.a. Circle K, Q8 og OK. Det betyder, at de nye standere i høj grad bliver placeret ved eksisterende tankstationer.


