Fortsæt til indhold

'Løvens Hule'-virksomhed stormer frem: Urban-Hald mere end fordobler sin omsætning

Urban-Hald leverer i sit første regnskab efter Løvens Hule en millionvækst i omsætningen og en solid stigning på bundlinjen. De to nordjyder, der står bag, har haft stor succes med at tænke i nye, skæve baner.

Lasse Hald (tv.) og Daniel Urbaniak (th.) har sammen startet virksomheden Urban Hald, der sidste år deltog i DR's Løvens Hule. Det lykkedes dem at få to "løver" med om bord som investorer i virksomheden.
Erhverv

Væksten når nye højder i Urban-Hald, der er kendt fra Løvens Hule.

Det viser selskabets seneste regnskab for 2020/2021, der er det første efter deltagelsen i Løvens Hule sidste år.

Omsætningen er løftet til lige over 20 mio. kr., og på bundlinjen lander man et overskud før skat på 3,3 mio. kr. Året forinden var omsætningen på 8,4 mio. kr., mens bundlinjen endte på 1,8 mio. kr. før skat.

Danskernes stigende interesse for husrenovering under coronakrisen var med til at skubbe virksomheden i den rigtige retning, siger Lasse Hald, der er direktør i Urban-Hald.

»Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at vi nu har to så erfarne og eksponerede medejere med som Jacob Risgaard og Christian Arnstedt. Det har helt klart været med til at cementere vores position som markedets største leverandør af microcement.«

Nordjyderne Lasse Hald og Daniel Urbaniak etablerede i fællesskab virksomheden i 2018. De mødte hinanden på uddannelsen til paramediciner, der dengang hed Falckredder-uddannelsen. I arbejdet som paramedicinere havde de døgnvagter og dernæst tre-fire fridage. Fritiden gav rig mulighed for at starte hobbyprojekter – eller virksomheder – når ikke de susede rundt i ambulancerne.

Det, der startede som et bijob, er i dag en millionforretning.

Selvom der er rig mulighed for at få andre til at udføre det praktiske arbejde, insisterer de to på fortsat at have hænderne helt nede i materien. Ifølge Lasse Hald er det lige præcis det, Urban-Hald gør godt – og anderledes end alle andre. De har altid søgt de skæve vinkler, og det vil de fortsætte med i fremtiden.

»Vi er jo praktikere Daniel (Urbaniak red.) og jeg. Det er også det, virksomheden udspringer af. Vi begyndte selv at bygge på vores egne huse og søgte inspiration andre steder fra. Vi er ikke de her typer, der kommer ud fra CBS (Copenhagen Business School, red.) og ved præcis, hvordan du starter en webshop og alle de her ting. Vi har gjort det fuldstændig omvendt,« siger han.

Én af de ting, der i den grad er lykkedes for Urban-Hald, er deres ubemandede showrooms. De har ifølge Lasse Hald en konverteringsgrad på 30 pct. og udsprang af, at de bare ville prøve noget nyt.

»Vi åbnede det lidt som et forsøg og en sjov gimmick, så vi kunne få fremvist vores produkter – og det er blevet taget sindssygt godt imod. Vi kan tydeligt mærke, at folk godt kan lide at gå søndag aften klokken ni og kigge på vores produkter i god tid, uden at der er en sælger, der står og prikker dem på skulderen,« siger Lasse Hald.

I Løvens Hule købte Jacob Risgaard og Christian Arnstedt sig sammen ind i virksomheden. Efter det nye regnskab ser Jacob Risgaard tilfreds tilbage på den udvikling, Urban-Hald har været igennem.

»Urban-Hald har både inden og efter Løvens Hule formået at opretholde en imponerende vækst, og selvom produkterne lige så godt kunne være målrettet professionelle, er de nemme at bruge også for private gør-det-selv-folk,« siger han, der kalder Urban-Hald for »en ægte vækstcase«.

Selskabet forventer at åbne fem-seks nye showrooms i det kommende år. Aarhus bliver hjemsted for det første nye showroom. Dernæst følger, som det ser ud nu, Odense, Esbjerg og Slagelse.

Artiklens emner
Iværksætteri
Løvens Hule