Trods sanktioner: Diamanter strømmer igen ud af Rusland
Sanktioner mod Rusland har gjort det svært for russerne at eksportere mange af landets største eksportvare. Den russiske diamanteksport er dog nu næsten tilbage på niveau med tiden før invasionen af Ukraine.
Siden Ruslands invasion af Ukraine, har sanktioner gjort det svært for russiske virksomheder at eksportere varer ud af landet. En af brancherne, som tidligere har været hårdt ramt, er den russiske diamanteksport. Nu strømmer den hundedyre handelsvare dog igen ud af Rusland. Det skriver Bloomberg News.
Det er især minegiganten Alrosa, som står for cirka en tredjedel af verdens forsyning af rådiamanter, der har fået gang i forretningen igen. Alrosa sælger, ifølge Bloomberg, nu diamanter for cirka 250 mio. dollars om måneden, hvilket kun er ca. 50 mio. dollars mindre end salget før invasionen.
De dyrebare ædelsten fra Rusland eksporteres især gennem Indien, som har bygget en stor industri op omkring bearbejdelsen af russiske diamanter. Og det er da også især de indiske banker, som spiller en hovedrolle i, at den russiske diamantbranche igen er oppe og køre - trods vestlige sanktioner.
Ifølge Bloomberg sælger Alrosa nemlig diamanter til købere i Indien og Europa gennem indiske banker, og handlerne afregnes primært i indiske rupier frem for amerikanske dollars som tidligere. Handlerne sker også ekstra stille, selv for en konsekvent hemmelighedsfuld branche.
Alrosa selv vil således heller ikke kommentere historien til Bloomberg, og selskabet er også holdt op med at offentliggøre regnskabs- og salgstal. Diamanterne fra Alrosa er derfor heller ikke helt ukontroversielle.
Flere amerikanske juvelerer, såsom Tiffany & Co. og Signet Jewelers, har erklæret, at de ikke vil købe russiske diamanter og den amerikanske regering har ligeledes forsøgt at få de russiske diamanter erklæret som ”bloddiamanter”. Det skriver New York Times.
Diamanterne har dog stadig masser af interesserede kunder på især det kinesiske og mellemøstlige marked.



