Luftfart: Midt i energikrise - fly til London for 42 kr.
Alene prisen med en taxa til lufthavnen koster tre gange så meget som flyturen til Englands hovedstad.
Mens vi forbereder os på en vinter uden varme og med eksorbitante elpriser, på grund af stigende energiomkostninger, så kan man flyve til London for 42 kr. i uge 40.
En billet fra Aalborg til London tur-retur koster i uge 40 blot 42 kr. inklusive skatter og afgifter.
Det er den laveste pris, der nogensinde er udbudt på den distance, fremgår det af Dansk Flyprisindex, der udgives af prissammenligningssiden Travelmarket.dk.
Hvis man bor i Aalborgs midtby og vil tage en taxa de 6 km til lufthavnen, er prisen ca. 150 kr. eller mere end tre gange så meget som flyturen tur-retur koster til London.
Også en returrejse til Stockholm fra Aalborg kan fås til en meget lav pris i uge 40. Her koster billetten 92 kr.
Dansk Flyprisindex udgives hver fjerde uge af Travelmarket.dk og er baseret på en oversigt over de billigste flybilletter t/r til de 10 mest populære europæiske og oversøiske destinationer.
Blandt de øvrige billige destinationer er en tur fra Billund til Wien for 149 kr. og København-Stockholm til 242 kr.
En af forklaringer på de ekstremt billige flypriser lyder, at der fortsat er stor kapacitet, og at efterspørgslen ikke kan følge med. Det presser priserne ned.

