Detail-organisationer under Dansk Erhverv: Butikslukninger og mange afskedigelser kan være på vej
Erhvervsorganisationerne Wear og Dansk Detail har regnet sig frem til, at den aktuelle situation med dyk i forbrugertilliden, inflation samt højere energipriser og huslejestigninger truer op mod 7.000 jobs i detailhandlen.
Den nuværende udvikling med høje energipriser, forventede huslejestigninger samt store dyk i forbrugertilliden kan koste butikslukninger og tusindvis af job i detailhandlen.
Det mener i hvert fald brancheorganisationerne Dansk Detal og Wear, som der del af Dansk Erhverv.
De to organisationer forudser, at den aktuelle situation risikerer at føre til afskedigelser af op mod 7.000 ansatte i detailhandlen og medføre 650 butikslukninger.
Direktør Nikolai Klausen i Dansk Detail og Wear skriver i meddelelsen, at der er tilfredshed med, at regeringen tidligere onsdag har lanceret en plan for de stigende energipriser.
Men at den udelukkende ifølge ham »trækker pinen« ud, da der er tale om udskydelse af betaling.
»Når forbruget er så faldende som nu, tjener mine medlemmer i detailhandlen ingen penge, og så er det at generere mere gæld måske ikke det, man har mest lyst til. I bedste fald kan det hjælpe på likviditeten de kommende år,« udtaler Nikolai Klausen.
Han påpeger samtidig på vegne af Dansk Detail og Wear, at mange medlemsvirksomheder står over for stigninger i huslejen for butikker på op mod 10 pct. Derfor ønskes et politisk indgreb med prisloft på huslejestigninger - på linje med det, som er vedtaget for private.
Dansk Detail og Wear har ud fra udviklingen i forbrugertilliden fra coronatiden og frem til nu lavet en vurdering af situationen i detailhandlen.
Nikolai Klausen påpeger i den forbindelse, at forbrugertilliden er dykket market i august 2022 - også sammenlignet med coronatiden.
»Forbruget er bremset voldsomt op ude i butikkerne. Vi skal have meget mere politisk engagement i denne situation, hvis vi ikke skal se ind i afskedigelser på op til 7.000 personer alene indenfor detailhandlen samt op mod 650 butikslukninger. Vi kommer til at se bymidter, der for størstedelen vil bestå af butikker, som er lukket,« udtaler Nikolai Klausen
Hos Dansk Mode & Textil, der også omfatter bl.a. mode- og tøjbutikker, fastslår markedschef Jens Birkeholm, at forbrugerne i denne tid har fokus på, hvor pengene bruges.
»I en tid med stigende omkostninger til ikke mindst el og energi samt dagligvarer vil det nok påvirke andre indkøb. Tal for forbrugertilliden er jo dog et udtryk for de langsigtede forventninger. Så hos os er det ikke nødvendigvis et direkte pejlemærke på det aktuelle forbrug eller konsekvenser her og nu,« siger Jens Birkeholm, Dansk Mode & Textil.
Markedschefen understreger samtidig, at tingene aktuelt er så usikre, at der ikke fra hans organisation vil konkluderes, om situationen kan føre til mange butikslukninger og afskedigelsesrunder i detailhandlen.

