Flere russere gør comeback blandt verdens rigeste
Siden årsskiftet er flere russiske erhvervsfolk rykket frem på listen over de 500 mest velhavende på verdensplan.
Mens formuen er skrumpet hos størstedelen af de mest velhavende personer, er flere russere rykket frem i bussen blandt verdens allerrigeste.
Det viser data fra Bloombergs liste over de 500 mest velhavende personer.
Det er især russeren Andrey Gurey, der er rykket frem på listen.
Han er grundlægger og hovedaktionær i virksomheden PhosAgro, som er en af verdens førende producenter af fosfatbaserede gødningsstoffer.
Ifølge EU er selskabet »i vid udstrækning« forbundet med den russiske regering, og derfor er Andrey Gurey underlagt sanktioner fra EU. Sanktionerne blev for nyligt forlænget, så de foreløbigt gælder til den 15. marts 2023.
Det har dog tilsyneladende ikke stoppet russeren.
Siden årsskiftet er han hoppet hele 188 pladser frem på Bloombergs liste over verdens rigeste. Det betyder, at han nu er den 160. mest velhavende på verdensplan.
Den 1. januar var Gurey nummer 348 på listen.
Også Dmitry Rybolovlev, der er blevet rig på kunstgødning, og Vladirmir Potaninn, der er Ruslands rigeste enkeltperson, er rykket frem.
Ved årets begyndelse var Potannin nummer 47 blandt verdens rigeste. Nu er Potaninn den 33. rigeste.
I alt er 15 af de 26 russere, som i øjeblikket er blandt de 500 rigeste på verdensplan, rykket frem på Bloombergs liste.
Ser man på de 26 russeres estimerede formuer og sammenligner dem med formuerne hos Ruslands rigeste ved årets begyndelse, så er værdien på papiret faldet.
Ifølge Bloomberg har de rigeste russere i øjeblikket en samlet formue på omkring 327 mia. dollars - svarende til 2.439 mia. danske kr.
Ved årets begyndelse havde de rigeste russere en estimeret formue på 446 mia. dollars - svarende til 3.327 mia. danske kr.
Den 1. januar i år var 25 russere på Bloombergs liste over verdens 500 rigeste. I øjeblikket er der 26 russere på listen.
Vladirmir Potaninn og Andrey Gurey er de eneste russere, som har stået på listen siden årets begyndelse og samtidig har øget formuen.

