Rygterne svirrer om Brøndby IF - aktien i stort hop
Brøndby IF-aktien indtager i dagens handel en placering i toppen, når man ser på samtlige danske aktier.
Mens Brøndby IF roder rundt i bunden af Superligaen, ser det helt anderledes ud for aktien i fodboldklubben fra Vestegnen i dagens handel på børsen.
Brøndby IF-aktien er efter næsten tre timers minutters handel oppe med mere end 8 pct., og indtager dermed en blandt de danske aktier i dagens handel.
Forklaringen på det markante kurshop skal bl.a. findes hos Ekstra Bladet, der sent søndag aften kunne berette om, at Brøndby IF’s hovedaktionær Jan Bech Andersen nærmer sig et salg af en større portion aktier i den traditionsrige klub.
Historien affødte mandag morgen klokken 6.30 en fondsbørsmeddelelse fra Brøndby IF.
»Under henvisning til de verserende rygter i medierne om, at Brøndby IF er i aktuelle drøftelser med en potentiel investor vedrørende en mulig investering i Brøndby IF, skal vi hermed meddele, at Brøndby IF løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer, og fortsat har dialog med investorer for at afdække mulighederne for en mulig investering i Brøndby IF,« oplyste klubben i meddelelsen, hvor den samtidig skrev, at den vil udsende en meddelelse, hvis der bliver indgået en konkret aftale.
Det er ikke første gang, at en historie om Brøndby har sendt aktiekursen nordpå. Det skete f.eks. i løbet af sommeren, hvor Jan Bech Andersen i et interview med Ekstra Bladet forklarede, at man var tæt på at finde en ny investor.
»Jeg kan bekræfte, at der er interesse for Brøndby fra flere fronter. Det er dog vigtigt at understrege der ikke er noget konkret eller endeligt på nuværende tidspunkt, for så skal vi jo meddele det til Fondsbørsen,« udtalte Jan Bech Andersen i den forbindelse til Ekstra Bladet.
To timer og fyrre minutter senere sendte Brøndby IF så en fondsbørsmeddelelse, hvor klubben mere eller mindre bekræftede indholdet i interviewet. Børsreglerne siger, at kurspåvirkende informationer skal offentliggøres til markedet, og at investorer skal stilles lige i forbindelse med sådanne informationer.
»Vi har bemærket det, men vi kan ikke udtale os om den konkrete sag,« skrev Helle Mayor, der er Director of Corporate Communications hos Nasdaq Copenhagen, i en mail til Finans.


