Vindmøllegigant skærer 800 stillinger i Danmark
Siemens Gamesa vil nedlægge 2.900 stillinger på tværs af organisationen som en del af sin nye strategi. 800 af stillinger bliver i Danmark.
Da vindmøllegiganten Siemens Gamesa i seneste kvartal præsenterede røde tal på bundlinjen, blev regnskabet akkompagneret af topchef Jochen Eickholts udmelding om, at man vil skære i overflødig kapacitet. Det sker så nu, hvor det spansk-tyske selskab med omkring 5.600 medarbejdere i Danmark melder ud, at man vil skære 2.900 stillinger globalt.
Det svarer til omkring hver tiende stilling.
800 af de stillinger vil blive skåret i Danmark, mens også Tyskland og Spanien med henholdsvis 300 og 475 stillinger vil blive meget berørt. Danmark er det land, hvor der vil blive skåret flest stillinger. Stillingerne vil blive lukket ned frem mod slutningen af september 2024.
Siemens Gamesa oplyser FINANS, at man endnu ikke har overblik over, hvor henne i Danmark stillinger skal skæres væk, samt at beslutningen ikke nødvendigvis betyder, at der vil blive afskediget 800 medarbejdere.
Beslutningen kommer som en del af selskabets seneste strategi, som bl.a. stiler mod en mere simpel og strømlinet struktur, som Siemens Gamesa formulerer det. Det kommer som en reaktion på adskillige kvartalers milliardunderskud i streg.
Seneste kvartal tabte vindmøllegiganten 3,3 mia. kr. og indtil videre har man tabt 9,1 mia. kr. i 2022.
»Det er aldrig nemt at træffe sådan en beslutning, men det er det rette tidspunkt at træffe de nødvendige beslutninger for at vende selskabets udvikling og sikre en bæredygtig fremtid. Vi er nødt til at opbygge et stærkere og mere konkurrencedygtigt Siemens Gamesa for at sikre vores position som en nøglespiller i den grønne omstilling,« siger topchef Jochen Eickholt i en meddelelse.
Siemens Gamesa oplyser, at man vil påbegynde de første forhandlinger og afskedigelser i starten af næste måned.


