Fortsæt til indhold

Fitness World får nyt navn og et trecifret millionbeløb i frisk kapital

Den danske fitnesskæde skal over de næste tre år bruge den nye kapital på at renovere centre, som kæden har 169 af.

Knap en halv million danskere er i dag medlem af Fitness World. Foto: Fitness World
Erhverv

Snart skal de træningsglade danskere, der løfter vægte og får sved på panden på løbebåndene i Fitness World, vænne sig til nye logoer og skilte. Fitness World, der er Danmarks største fitnesskæde, skifter nemlig navn.

Det nye navn er ’Puregym’, som også er navnet på den britiske kæde, der ejer det danske Fitness World.

Kædens ejere spytter desuden et større trecifret millionbeløb i kæden de næste tre år, skriver Fitness World i en pressemeddelelse.

Pengene skal bruges til at renovere kædens centre, som der er 169 af rundt om i Danmark.

Navneændringen træder i kraft til foråret, hvor hjemmesiden, appen og kædens sociale medier skifter til ’Pyregym’.

Selvom navnet først ændres næste år, kommer fitnessgængerne snart til at se forandringer. Kæden begynder snart at gøre klar til navneskiftet ved at male og opdatere centrene - hvor det er nødvendigt - og udskifte logoer og skilte, fortæller Morten Bentzen, direktør i Fitness World.

»Vi vil nok ikke være 100 pct. færdige med alle 169 centre til foråret, men vores ambition er høj. Samlet set skal denne opdatering af vores centre sikre den gode medlemsoplevelse frem til, at vores renoveringsprogram er gennemført om ca. tre år,« fortæller han i pressemeddelelsen.

Den store kapitalindsprøjtning skal desuden være med til at styrke Puregym, så den forbliver Danmarks største kæde. Fitnesskæden vil nemlig gerne vinde nogle af de medlemmer tilbage, som den har mistet under coronakrisen.

»Helt konkret vil vi bl.a. investere penge i renovering af vores centre, nye udstyrspakker, bedre digital medlemsoplevelse og et ledelsesmæssigt løft til centrene i form af gym-managers. Det er ingen hemmelighed, at nogle centre ikke lever op til den kvalitet, som vi gerne vil tilbyde vores kunder,« forklarer direktøren.

Puregym har over 300 fitnesscentre i Storbritannien, og dermed er Fitness World en del af Europas næststørste fitnessoperatør.

Fitness World åbnede det første center tilbage i 2005 i København. I dag har kæden 4000 ansatte, og næsten en halv million danskere er medlem.

Artiklens emner
Fitness World
Morten Bentzen