Erhverv

Akademikerpension er med i storopgør: Investorer sagsøger Volkswagen efter mørklægning af klimaindsats

En række tunge investorer, bl.a. danske Akademikerpension, sagsøger nu tyske Volkswagen for at tvinge flere oplysninger om selskabets klimaindsats frem i lyset.

Artiklens øverste billede
Den danske pensionskasse Akademikerpension spiller en central rolle i et sagsanlæg mod den tyske bilgigant Volkswagen. Dermed tager pensionsselskabet sit arbejde med aktivt ejerskab til et nyt niveau. Foto: AP Photo/Michael Sohn

Den danske pensionskasse Akademikerpension går nu sammen med andre tunge investorer i frontalangreb på Volkswagen, efter at den tyske bilproducent har nægtet at fremlægge centrale oplysninger om klimaindsatsen.

Efter tre års forgæves forsøg på at få oplysninger om Volkswagens lobbyindsats på det grønne område frem i lyset anlægger investorerne nu en sag ved de tyske domstole.

»Vi beder om gennemsigtighed, fordi vi sidder med en klar fornemmelse af, at der foregår noget, som ikke helt tåler dagens lys,« siger Anders Schelde, investeringsdirektør for Akademikerpension, der forvalter der forvalter en pensionsformue på 130 mia. kr. for 150.000 akademikere.

De øvrige investorer bag søgsmålet er de statslige, svenske pensionskasser AP2, AP3, AP4 og AP7 og britiske Church of England Pensions Board.

Pengetankene, der tilsammen repræsenterer en formue på 1.800 mia. kr., er bekymrede for, at Volkswagens lobbyindsats via flere erhvervsorganisationer reelt modarbejder virksomhedens grønne målsætninger, der bl.a. går på at producere flere elbiler.

»Autosektoren er en af de store sektorer, hvad angår udledninger. Det er en af dem, der skal omstille sig rigtig meget, og der er meget politisk bevågenhed og ny regulering f.eks. om udfasning af benzinbiler og hybridbiler. Men det virker som om, nogle af spillerne enten selvstændigt eller via organisationer prøver at modarbejde den regulering. Og det synes vi ikke, er hensigtsmæssigt,« siger Anders Schelde.

Investorgruppen har i flere år været i dialog med Volkswagen for at få bilproducenten til at fremlægge oplysninger om lobbyindsatsen. Volkswagen oplyser, hvilke erhvervsorganisationer virksomheden er medlem af, men ifølge investorerne mangler der en redegørelse for, hvordan disse organisationers lobbyindsats flugter med VW’s klimamålsætninger.

På Volkswagens generalforsamling i foråret forsøgte pensionskasserne at fremsætte et forslag om, at virksomheden skulle oplyse, hvordan lobbyarbejdet hjælper klimaindsatsen. Men Volkswagen kasserede forslaget med henvisning til, at bæredygtighedsrapporteringen alene er et anliggende for topledelsen. Ikke generalforsamlingen.

Retssagen skal afgøre, om aktionærerne ifølge tysk lovgivning har ret til at fremsætte forslaget på Volkswagens generalforsamling i 2023.

Investeringsdirktør i Akademikerpension, Anders Schelde, mener, det er vigtigt at kæmpe for aktionærernes rettighed til at fremsætte forslag på selskabernes generalforsamling. Foto: Stine Bidstrup

Det er ikke første gang, store klimabelastende selskaber har afvist investorers klimaforslag forud for en generalforsamling.

I foråret afviste det franske olieselskab Total et vidtgående klimaforslag fra en investorgruppe. Efterfølgende blev de danske pensionsselskaber Danica og PFA kritiseret for at stemme for Totals egen klimaplan, selv om selskabet havde afvist at sætte det mere vidtgående aktionærforslag til afstemning på generalforsamlingen.

Akademikerpension har tidligere reageret konsekvent, da en lignende sag i 2019 ramte den amerikanske oliegigant Exxon Mobil. Dengang solgte Akademikerpension ud af sine Exxon-aktier, men med søgsmålet mod Volkswagen tager pensionskassen altså sit aktive ejerskab til et nyt niveau.

Anders Schelde argumenterer for, at det er afgørende, at der er sammenhæng mellem virksomhedernes budskaber om at ville blive mere miljøvenlige, og den lobbyindsats, virksomhederne udfører over for det politiske system.

»Når vi sidder i dansk kontekst, tror jeg nogle gange, vi glemmer, hvor vigtigt det her med lobbyarbejde er. Vi ved, at der foregår noget lobbyarbejde f.eks. på Christiansborg, men vi er lidt fjerne fra den overordnede regulering, der udmøntes på EU-plan, og det er et helt andet spil. Der har lobbyorganisationerne magt til at påvirke og ændre ting. Det synes vi er meget uheldigt i den her sammenhæng,« siger Anders Schelde.

At Volkswagen ikke fremlægger oplysninger om lobbyarbejdet, udgør en risiko for både selskabets omdømme og drift, og dermed en risiko for aktionærerne, mener han.

»Som aktionærer synes vi, der er en risiko for vores investering. For hvis man fortsætter ad den vej (med at modarbejde klimaforbedringer, red.) kan man skade sit brand og sin social license to operate i offentlighedens øjne. Til skade for os aktionærer også,« siger Anders Schelde.

Pengetankene bag sagen mod Volkswagen henviser til, at en lang række tyske virksomheder, inklusive Mercedes-Benz og BMW, har forpligtet sig til at fremlægge rapporter om lobbyindsatsen som en del af den årlige bæredygtighedsrapportering.

Emma Henningsson, der er ansvarlig for aktivt ejerskab i svenske AP7, vil have Volkswagen til at følge trop.

»Som en langsigtet ejer opfordrer vi Volkswagen til at følge med sine konkurrenter og sikre, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem virksomhedens erklærede klimaambition og dens lobbyaktiviteter. Det er bekymrende, at vores ret til som aktionærer at bidrage til generalforsamlingens dagsorden er blevet nægtet,« udtaler hun i en pressemeddelelse.

Vi sidder med en klar fornemmelse af, at der foregår noget, som ikke helt tåler dagens lys.

Anders Schelde, investeringsdirektør i Akademikerpension

Ifølge Volkswagen kan Akademikerpension, AP7 og de andre utilfredse investorer dog godt glemme alt om at få juridisk medhold i sagen.

»Dette skyldes, at sagsøgerne forsøger at ændre vedtægterne, så de indeholder en bestemmelse, der utilladeligt ville gribe ind i direktionens ledelsesbeføjelse, og derfor vil den ikke kunne vedtages af den ordinære generalforsamling,« skriver Volkswagen i en mail til Finans.

Samtidig åbner Volkswagen dog op for at øge gennemsigtigheden i forbindelse med bæredygtighedsrapporteringen.

»Vi overvejer i øjeblikket forskellige tilgange til dette. Vi kan bygge videre på de omfattende foranstaltninger i forhold til gennemsigtighed, som vi allerede har implementeret,« skriver Volkswagen og henviser bl.a. til de årlige rapporter om koncernens public affairs-aktiviteter.

Volkswagens officielle mål er bl.a. at øge en bæredygtig produktion af elbiler, investere 100 mia. kr. i grøn udvikling og reducere CO2-udslippet med 40 pct. pr. bil i Europa i 2030.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.