Bøgerne overlevede coronaen. Klarer de også den økonomiske krise?
Efteråret er bøgernes højsæson. Det er nu, forlæggerne sætter alt ind på, at litteraturfestivaler og julesalg skal redde årsregnskabet. Men krisen lurer, og pessimisme præger branchen overalt i Europa.
I næste uge er årets største danske litteraturfestival, Bogforum, tilbage i topform i Bella Center i København. Tre dage spækket med litterære events på en lang række scener. Titusindvis af bogfolk, forfattere og læsere vil summe mellem hinanden i et kaotisk og uoverskueligt, men også vidunderligt møde om kærlighed til litteraturen.

